Vandværker giver stor travlhed til lokalt it-firma

22 medarbejdere, et acceptabelt overskud på godt en halv million kroner før skat - og en del lyspunkter forude i form af nye kunder og aktiviteter.

Det går ganske fornuftigt for virksomheden Contech Automatic Aps. med hovedsæde på Aarhusvej i Nykøbing. Firmaet beskæftiger sig primært med it-løsninger og automatiske styringssystemer til industri, varmeværker, renseanlæg og vandværker.

Specielt vandværkerne har vist sig at være et godt og perspektivrigt område for direktør og ejer Bjarne Schultz og hans teknikerhold.

Dels er der generelt mange moderniseringer og automatiseringer i gang på landets vandforsyninger - og dels har Contech haft held med skridt for skridt at få udvidet sit markedsområde geografisk.
Oprindelig fra Lolland-Falster til Sydsjælland, Derefter til større dele af Sjælland og på det seneste også Fyn og den sydlige del af Jylland.
 - Vi har et godt samarbejde med også de større kommunale vandværker på Lolland-Falster. Men ellers har vi bevidst valgt at fokusere meget på de mindre, private værker. 

Vandværker er et af de områder, som generel økonomisk afmatning slet ikke rammer på samme måde, som tilfældet er de fleste andre steder i samfundet.

Men Cintech Automatic Aps. har på en række andre områder også mærket afmatningen. Eksempelvis i industrien.
- Men vi har da også haft positive effekter: Eksempelvis har vi haft større opgaver for Nilfisk på deres centrallager. Her ønskede man på grund af afmatningen - og fordi man derfor ikke arbejdede i treholds-skift på fuldt tryk - at benytte lejligheden til at lave moderniseringer med ny automatik. Manglen på travlhed hos dem kom altså på den måde os til gode, forklarer Bjarne Schulz.

Contech Automatic Aps. i Nykøbing F. er i stilfærdigt tempo ved at udvide kundekredsen geografisk til det meste af Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret