Venezuela er drømmeland for store øser

Det bliver dyrere og dyrere at få flydt tanken op på bilen - og benzinprisen på de danske tankstationer har rundet 12,50 kroner.

Men tager man over til den anden side af verden, er benzinprisen af en hel anden kaliber.

I Venezuela koster en liter af de gyldne dråber blot 0,08 kroner. Det skriver den svenske avis Dagens Industri.

Også i Saudi Arabien er prisen lav. Her koster en liter benzin 0,62 kroner. Og i det borgerkrigshærgede land Libyen er prisen 0,75 kroner.

I den anden ende af skalaen er det i Tyrkiet, man finder den dyreste benzin. Her er prisen 13,33 kroner, i Eritrea ligger prisen på 13,27, mens en liter i Norge koster 12,82 kroner.

/ritzau/

Benzinpriserne sætter næsten dagligt ny rekord. Men i Venezuela er prisen en drøm for ejere af store biler.

Offentliggjort Sidst opdateret