Venjue holder styr på selskaber og events

Victor Warming Achton har udviklet et nyt it-system Venjue, der gør det mere enkelt for restauratører og virksomheder, der udlejer lokaler til fester, møder og andre events at håndtere bookninger.  Foto: Denny Michael Jakobsen

23-årige Victor Warming Achton har udviklet en platform, som kan hjælpe restauratører og eventarrangører med at administrere bookninger af større selskaber.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det skal være slut med små gule lapper med alt fra navn og kontaktoplysninger på selskabsreservationer til ønsker til menu og borddækning.

Restauranterne skal have det hele samlet et sted på en simpel digital platform, medarbejderne kan tilgå lige meget, hvor de er fra alle enheder.

Det er tanken bag Venjue. Det er en web-app, som 23-årige Victor Warming Achton har udviklet til restauranter og virksomheder, der holder selskabsarrangementer, møder og events.

Victor Warming Achton er født og opvokset i Nykøbing og har fået restaurationsbranchen ind med modermælken, da hans far Benjamin Achton gennem mange år har drevet restauranter og catering på Sydhavsøerne.

Eventmanagement-systemet er døbt Venjue, som er inspireret af det engelske ord venue, der betyder mødested.

- Venjue er et administrativt digitalt værktøj, som skal erstatte ordrebøger, mailkorrespondance, kalendere under disken og små lapper på skrivebordet med beskeder om menu, bordopstilling, serveringspersonale og velkomstdrink, fortæller Victor Warming Achton.

Udviklet over tre år

Idéen opstod, da Victor og Benjamin på vej hjem i bilen en dag talte om, at man måtte kunne udvikle et værktøj, som kan lette de administrative byrder, og så begyndte Victor ellers at udvikle på en platform.

Han læser egentlig jura i Odense, men han har også en interesse for kodning og design af hjemmesider, og han har brugt tre år på at udvikle Venjue, som først lige er kommet på markedet for et par måneder siden.

- I en lang periode har jeg kun sovet fire timer om natten, siger Victor Warming Achton om det store arbejde med at udvikle platformen.

Venjue

Venjue er en eventmanagement-platform, som hjælper restauranter og virksomheder, der udlejer selskabslokaler til møder, fester og andre events, til at håndtere bookninger af større selskaber.

Ved hjælp af en række automatiserede funktioner bliver administrationen nemmere for virksomheden, der ved at klikke på en knap kan fremsende et svar på en forespørgsel og konvertere det til et tilbud til kunden.

Venjue skaber overblik over bookningen, gæster, menu, borddækning, serveringspersonale med videre.

En tryghedspakke med forsikring giver både restauratør og gæst sikkerhed i tilfælde af, at det bliver nødvendigt at aflyse arrangementet.

Victor Warming Achton har trukket på familien i løbet af udviklingen. Benjamin Achton har involveret sig i Venjue. Han har cateringfirmaet De Flyvende Kokke og har tidligere haft blandt andet restauranterne Liva på Brogade og Flamez på Torvet i Nykøbing. Han kender derfor alt til udfordringerne i restaurationsbranchen.

- De fleste restauratører kender problemstillingerne alt for godt. Når man både skal være på om eftermiddagen til at dække bord, pynte op og lave mad samt være på om aftenen og om natten til selve arrangementet, så er det ofte bunkerne på kontoret, der får lov til at vente. Men det kan koste dyrt, når kunden bliver træt af at efterspørge et tilbud gang på gang, fortæller Benjamin Achton.

Når man både skal være på om eftermiddagen til at dække bord, pynte op og lave mad samt være på om aftenen og om natten til selve arrangementet, så er det ofte bunkerne på kontoret, der får lov til at vente.

Benjamin Achton, Venjue

Netop derfor har platformen en række automatiserede funktioner som tilbudsgivning, afsendelse af ordrebekræftelse, opkrævning af forudbetaling med mere.

Victor Warming Achton er vokset op i restaurationsmiljøet, hvor hans far Benjamin Achton (th.) gennem mange år har drevet restaurant i Nykøbing. Foto: Denny Michael Jakobsen

Tryghedspakke

Derudover kan Venjue forhindre dobbeltbooking, misforståelser om datoen og fejl i menuen. Men en af de helt store fordele er, at Venjue har en indbygget tryghedspakke med forsikring.

- I kølvandet på Covid-19-pandemien, hvor mange arrangementer måtte aflyses på grund af nedlukninger, er mange gæster usikre på, hvis det hele pludselig bliver aflyst. Nu kan restauranterne og eventarrangørerne sige til kunderne, ’bare rolig, vi er forsikrede’, siger Victor Warming Achton.

Det er nemlig lykkedes far og søn at få en aftale på plads med Gouda, som gør, at alle arrangementer booket gennem Venjue er omfattet af forsikringspakken.

- Uden tryghedspakken måtte restauratøren normalt opkræve trefjerdedele af det fulde arrangement, hvis gæsten eller store dele af selskabet er uheldige at blive ramt af for eksempel corona ifølge Horestas branchestandard. Denne problematik gøres der nu fuldstændig op med, fortæller Benjamin Achton.

For virksomheder koster det kun noget at bruge platformen i det øjeblik, at kunden accepterer et tilbud, så opkræver Venjue et gebyr på seks procent. Gør kunden ikke brug af tilbuddet, er platformens værktøjer gratis.

Nu, hvor web-appen er flyveklar, kan det store salgs- og marketingsarbejde gå i gang. Victors bror Simon Achton har blandt andet hjulpet med en markedsføringsvideo, som kan findes på venjue.com.

Victor Warming Achton, som læser jura i Odense, har selv lært at kode websider, og han har over de sidste tre år udviklet Venjue-platformen. Foto: Denny Michael Jakobsen