Verdens mest hårdføre hovedtelefoner er fra Ballerup
Jabras trådløse hovedtelefoner Elite 8 Active er lavet til at kunne tåle al slags vejr. Foto: Paul Broadrick, pressefoto, Jabra./Free
Jabra ser holdbarhed som et vigtigt parameter i kampen om kunderne på markedet for trådløse hovedtelefoner.
Danske Jabra, der er blandt verdens største, når det gælder trådløse hovedtelefoner, skruer nu for alvor op for, hvad de små såkaldte earbuds skal kunne holde til.
Det sker med introduktionen af Elite 8 Active, der ifølge Jabra er verdens mest hårdføre af slagsen.
Det fortæller selskabets danske pressechef Claus Fonnesbech, der netop har været med ved præsentationen af Jabras to nyeste modeller, Elite 8 og flagskibet Elite 10 på IFA-messen i Berlin, der er Europas største messe for forbrugerelektronik.
- Når man spørger forbrugerne, hvilke 10 ting der er vigtigst, at earbuds kan, er nummer et, at de skal kunne holde til det meste, siger Claus Fonnesbech.
Han nævner selv, at de skal kunne tåle at blive tabt eller ryge med en tur i vaskemaskinen på 40 grader.
- Og det kan de, forsikrer han.
Earbuds er hovedtelefoner af den såkaldte ørepropmodel, der består af to ørepropper uden en ledning imellem. Ørepropperne forbindes til ens smartphone, tablet eller pc via bluetooth og kan bruges til både samtale og for eksempel musik.
For at teste hårdførheden af de små hovedtelefoner, der er af samme type som Apples meget kendte Airpods, har Jabra skullet leve op til US Military Standard for hårdfør elektronik. Det betyder blandt andet at hovedtelefonerne skal kunne tåle både høj fugtighed og høje temperaturer.
For eksempel skal de fortsat fungere, selv om de er nedsænket på 1,5 meter vand, og så skal de kunne tåle 15 minutters tørretest ved mindst 40 graders varme.
I øjeblikket domineres verdensmarkedet for earbuds totalt af Apples Airpods, som har en andel på omkring 70 procent.
Jabra, der er ejet af GN Store Nord med hovedsæde i Ballerup vest for København, har tidligere været næstmest sælgende. Det var dog på et tidspunkt, hvor der var væsentlig færre konkurrenter på markedet.
I øjeblikket svinger Jabra mellem en fjerde og en sjetteplads.
- Når vi introducerer en ny model, klatrer vi lidt op. Når de nærmeste konkurrenter gør det, klatrer de lidt op, siger pressechefen.
Jabras moderselskab, GN Store Nord, omsatte i seneste regnskabsår 2022 for godt 19 milliarder kroner. Det fordeler sig på høreapparater, som er den største forretning, og så på forskelligt lydudstyr, herunder hovedtelefoner, der udgør omkring 10 procent af salget.
Her har virksomheden efter flere år med høje vækstrater oplevet en vis nedgang.
Ifølge Claus Fonnesbech har det været en bølgedal, som man forventer at komme op af igen.
- Vi havde et højt salg af udstyr under pandemien, hvor alle rustede sig til at kunne klare sig fra hjemmet. Det er naturligt, at der derefter kommer et faldende salg, siger Claus Fonnesbech.
Jabras to nye modeller koster henholdsvis godt 1600 for Elite 8 Active og 2000 for Elite 10. Dermed regnes de for at være i det såkaldte premiumsegment.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker