Vestas ansætter 70 i Nakskov

Vindmøllegiganten Vestas, der sidste år fyrede 279 medarbejdere på vingefabrikken i Nakskov, har nu atter fået vind i sejlene.

Vestas genbesætter nu i alt 200 stillinger på fabrikkerne i Nakskov og Lem i Jylland, fortæller Ritzau.

Ifølge DR P4 Sjælland vil der blive ansat 70 medarbejdere i Nakskov. For tre måneder siden genbesatte man 80 stillinger i Nakskov, så ialt er 150 af de 279 stillinger altså genoprettet efter sidste års nedtur.

Fællestillidsmand Carsten Heide Jørgensen kalder ifølge P4 Sjælland nyheden for "en dejlig julegave om sommeren".

Vindmølleproducenten er for alvor ved at være i omdrejninger igen. Det smitter positivt af i Nakskov.

Offentliggjort Sidst opdateret