Vestas-boss skuffer igen aktionærerne

Verdens største vindmølleproducent, Vestas, sænkede tirsdag sin prognose for omsætningen og indtjeningen i 2011 endnu engang. Det er anden gang i løbet af bare to måneder, at topchef Ditlev Engel må nedjustere forventningerne.

At selskabet igen misser sin målsætning får konsekvenser på ledelsesplan, men hvilke, vil offentligheden først få besked om i næste uge. Det sagde Ditlev Engel på en telekonference i forlængelse af den skuffende melding.

- De ledelsesmæssige konsekvenser kommer vi tilbage til, lød det fra koncernchefen.

Vestas har annonceret en ændring af hele organisationen, som vil blive lagt frem den 12. januar.

- Det er tale om en markant ændring, sagde Engel uden at komme nærmere ind på hvilke ændringer, der er tale om.

Vestas havde ekstraudgifter på hele 125 millioner euro i fjerde kvartal, hvilket analytikere betegner som et meget højt beløb for en koncern af Vestas' størrelse.

Foreløbige regnskabstal peger på, at Vestas i 2011 har omsat for seks milliarder euro, hvor selskabet havde forventet en omsætning på 6,4 milliarder euro.

Dermed kan 2011 ende med en rød bundlinje for det trængte selskab. Hvordan udviklingen ventes at blive i år, vil først blive afsløret i februar i forbindelse med årsregnskabet for 2011.

- Vi har ikke givet nogen forventninger for 2012 - det vil vi gøre den 8. februar, sagde Ditlev Engel.

Siden Vestas-aktien toppede i 2008 er kursen faldet med omkring 90 procent. Og tirsdagens dystre melding ventes at presse aktien yderligere.

- Aktien får en på lampen, det er der ingen tvivl om. Tilliden til Vestas er banket helt i bund, og investorerne skal være glade for alt under et fald på 10-15 procent (på onsdagens aktiemarked, red), siger aktieanalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank.

/ritzau/

Ditlev Engel kan se frem til ny kritik og store kursfald for aktien efter endnu en nedjustering.

Offentliggjort Sidst opdateret