Vestas-chef ser stigende aktivitet i USA

Optimismen er i behold hos Vestas-topchef Ditlev Engel, selv om vindmølleproducenten skuffede lidt med tal for andet kvartal - og har set ordrebeholdningen gå kraftigt tilbage. Ditlev Engel mener fortsat, at virksomheden vil være i stand til at nå sine ambitiøse mål for året.

Ved et pressemøde i London tirsdag fremhævede Ditlev Engel, at han har store forventninger ikke mindst til det amerikanske marked. Finanskrisen har været en bremse for virksomheden, men der er generelt stadig god interesse for at opstille vindmøller. I USA er støtteordninger til branchen faldet på plads.

- Aktivitetsniveauet er på vej frem i USA, konstaterede Ditlev Engel, der dog erkender, at det ikke bliver let at nå målene, men kræver stor vilje og indsats fra Vestas' side.

Han pegede på, at der trods alt stadig er en ganske stor ordrebeholdning i virksomheden og at der er kommet nye ordrer til siden halvårets slutning. Desuden fremlægger Vestas lidt usædvanligt oplysninger om, at et særligt udvalg i virksomheden ser på mulige ordrer for over 30 milliarder kroner. Ikke alle bliver til noget - og slet ikke i år.

- Men det viser, at aktivitetsniveauet i industrien er meget højere, end folk måske er klar over, siger Ditlev Engel.

Vestas har været i fokus efter store afskedigelser i både Danmark og England. Sidste udvej, forklarer Vestas-chefen, der mener, at der ikke var anden udvej på netop disse markeder. Han pegede dog også på, at selskabet samlet set har 22 procent flere ansatte end for et år siden, så der er tale om en kraftig jobvækst i branchen.

/ritzau/

Vestas-chef Ditlev Engel står ved forventningerne til hele året trods et skuffende halvår - ikke mindst på grund af udsigt til mere aktivitet i USA.

Offentliggjort Sidst opdateret