Vestas får 15 mio. til fuglevinger

Fuglene er fra naturens side rigtig gode til at hænge i luften og selv under dårlige vindforhold kan de styre gennem vinden ved konstant at justere sine vinger.  
Vingerne på de energiproducerende vindmøller skal nu kunne det samme, og derfor har Højteknologifonden bevilget Vestas 15 mio. kr. til forskning i området, skriver borsen.dk.
Det skal ende ud i vindmøllevinger, der på samme måde som fugle har en evne til at klare turbulens i luften.
- Vi ved, at det fungerer i teorien. Det har forsøg med små elementer i en vindtunnel allerede vist. Vi ved jo også, at det fungerer i naturen. Udfordringen er at konstruere bevægelige flaps til vindmøllens vinger, så belastningen på både vinger og møllestruktur reducerers - og effekten og økonomien i vindmøllen samtidig øges, siger manager i Vestas, Carsten H. Westergaard til borsen.dk.
Vestas forventer, at projektet vil resultere i en succesfuld implementering af ny teknologi i megawattmøller, som vil gøre konceptet til det mest konkurrencedygtige på verdensmarkedet.




Møllevinger skal forsynes med bevægelige flaps, så de kan justeres lige som fuglevinger.

Offentliggjort Sidst opdateret