Vestas taber milliarder i værdi på værste børsdag i tre år
Vestas taber tirsdag 12,2 procent i markedsværdi efter præsentationen af sit regnskab for tredje kvartal. (Arkivfoto). Foto: Sergei Gapon/Ritzau Scanpix
Mulig udsigt til Donald Trump som præsident kan have fået Vestas-investorer til at reagere mere negativt.
Den danske vindmøllegigant Vestas har indtil videre haft et forfærdeligt år på fondsbørsen, og tirsdag blev det hele meget værre.
Selskabet tabte hele 12,2 procent i markedsværdi efter offentliggørelsen af regnskabet for tredje kvartal.
Det er aktiens største fald i tre år og svarer til, at der er skåret mere end 16 milliarder kroner af selskabets værdi på en enkelt dag.
Set over hele året er aktien nu faldet mere end 44 procent.
Den voldsomme reaktion fra investorerne tirsdag kommer, selv om selskabet i tredje kvartal har set en markant forbedring af indtjeningen sammenlignet med den tilsvarende periode sidste år.
Vestas tjente 127 millioner euro, svarende til cirka 947 millioner kroner. Det er 99 millioner euro mere end i samme kvartal i 2023.
Ifølge Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank, skal en del af forklaringen dog findes i, at Vestas har fundet fejl på et mindre antal vindmøller.
Selv om investorerne håber, at der er tale om et afgrænset problem, bliver de nervøse, når denne type fejl dukker op, vurderer han.
Det har man eksempelvis set hos konkurrenten Siemens Gamesa.
- Men faldet er også forstærket af, at vi har et amerikansk præsidentvalg med en risiko for, at Donald Trump vinder.
- Han har mulighed for - hvis han får opbakning i Kongressen - til at ændre den lovgivning, der giver gunstige tilskud til vindkraft i USA.
- Og hvis Trump og Republikanerne får decimeret det her marked, så venter der Vestas en brat opvågning, og så vil det koste omsætning og indtjening, lyder det fra Jacob Pedersen.
Også Ambu, der offentliggjorde sit skæve årsregnskab mandag aften, har tirsdag været med til at trække det danske aktiemarked ned.
Det danske medicoselskab fik ganske vist rettet aktiekursen lidt op i løbet af dagen, men endte alligevel med et fald på 8,7 procent.
Samlet er C25-indekset, der består af de 25 mest omsatte danske aktier, faldet 1,5 procent tirsdag.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde