Hver tiende gave under de danske juletræer faldt ikke i helt god jord og vil blive byttet i butikken. Det svarer til, at vi i løbet af januar bytter julegaver for i omegnen af 600 millioner kroner, vurderer erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.
Tidligere undersøgelser blandt Dansk Erhvervs medlemmer har vist, at ca. 10 procent af julegaverne er fejlkøb og bliver byttet.
- Da vi forventer, at julehandlen i år kommer op omkring 5,74 milliarder kroner, svarer det til, at gaver til en værdi af næsten 600 millioner kroner vil komme retur til butikkerne, siger forbrugerpolitisk chef i Dansk Erhverv, Lone Rasmussen.
Det store bytteræs starter den 27. december, og det giver butikspersonalet sved på panden.
- Selvom julen er overstået, er juletravlheden altså ikke slut i butikkerne, som nu lægger mange ressourcer i at administrere danskernes bytteri, siger Lone Rasmussen.
For selvom byttereglerne er klare, så er en del af forbrugerne i tvivl om, hvad bytteretten går ud på. Ifølge Dansk Erhverv har fire ud af fem butikker oplevet eksempler på, at kunder forsøger at bytte varer, selvom de har været brugt.
- Det store flertal ved godt, at varen skal kunne sælges igen, når man bytter. Men vi har hørt eksempler på, at kunder kommer ind for at bytte en kjole, som lugter af røg og tydeligvis har været brugt til en fest, og det går selvfølgelig ikke, siger Lone Rasmussen.
Andre eksempler er badedragter, der lugtede af klor, og fotografiapparater med feriebilleder på hukommelsen.
Hvis man skal have byttet sin julegave, er det vigtigt, at den ikke har været brugt, og at emballagen er intakt. Desuden skal man huske sin bon, lyder rådet fra Dansk Erhverv.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde