Vi klager over bankerne som aldrig før

Der har aldrig været så mange klager over landets banker. Sidste år blev der indgivet rekordhøje 1304 klager til Pengeinstitutankenævnet.

Det er mere end en fordobling i forhold til 2008, hvor 569 klagede, mens tallet i 2007 var 338.

Ankenævnet har eksisteret siden 1988, og det hidtil mest travle år var 1994, hvor der var 844 klager.

- Der er mange grunde til stigningen. Naturligvis påvirker finanskrisen og den økonomiske udvikling, men der er også svært forståelige produkter, der spiller ind, siger Henrik Davidsen, sekretariatschef i Pengeinstitutankenævnet, til Nyhedsbrevet Finans.

Pengeinstitutankenævnet har endnu ikke en samlet opgørelse for hvor mange kunder, der fik medhold i deres klage i 2009. Men i 2008 fik klageren medhold i 41 procent af sagerne.

De mange klager har medført et stigende arbejdspres i ankenævnet. Men selvom der nu er seks sagsbehandlere mod tidligere fire, så er puklen af ubehandlede sager voksende og rekordstor.

Ifølge Nyhedsbrevet Finans er ventetiden i Pengeinstitutankenævnet nu op mod et år.

/ritzau/

Antallet af klager over pengeinstitutterne er næsten firedoblet på bare to år og sætter ny rekord. Sagsbehandlingsiden er nu op mod et år.

Offentliggjort Sidst opdateret