Vi skal være både dygtigere og smartere

Hvis Danmark skal bevare og udvikle sit velfærdssamfund, skal danskerne og danske erhvervsvirksomheder være smartere, dygtigere og få mere ud af de ressourcer vi har. Det siger Hans Skov Christensen, administrerende direktør i Dansk Industri.

- Samfundets hovedproblem er mangel på vækst, og det vil det også være, når konjunkturerne bliver bedre.

Derfor skal vi have et skattesystem, der giver danskerne lyst til at arbejde mere og kvikkere, og vi skal have øget produktiviteten. Samtidig skal Danmark være et attraktivt land at investere i, siger Hans Skov Christensen, der ser øget arbejdsudbud, lavere skatter på løn og virksomheder som nogle af de redskaber, der skal til.

Det er dog emner, som er rigeligt gennemanalyseret i forvejen af regeringens række af kommissioner om velfærd, arbejde og skat. Alligevel har Hans Skov Christensen optimistiske forventninger til arbejdet i Vækstforum.

- Når regeringen etablerer det, er det, fordi den vil have noget ud af det, siger Hans Skov Christensen.

LO's formand Harald Børsting er også med i Vækstforum, og han er lige så optimistisk som DI-direktøren.

- Det er et frirum, hvor man kan tænke lidt løst. Forstået på den måde, at man har lov til at komme med idéer uden at skulle citeres for dem dagen efter, siger Harald Børsting.

LO-formanden vil prioritere fuld beskæftigelse og grøn vækst, der vægter både uddannelse og sundhed.

- Hvis vi får arbejdsstyrken uddannet noget bedre, så viser alle undersøgelser, at så arbejder de længere og noget mere.

Jeg tror regeringen vil lytte, for den har prioriteret disse emner højt. Den er nok træt af alle de ekspertkommissioner, hvor alt for meget er baseret på lærebøger. Det gider den ikke høre mere om, siger Harald Børsting.

/ritzau/

LO og DI tror, at regeringen vil lytte til sit nye Vækstforum. Der skal nye boller på den danske suppe, hvis der skal tjenes penge nok til velfærdssamfundet.

Offentliggjort Sidst opdateret