Vil gøre arbejdsløse til selvstændige

40 nye iværksætter-virksomheder i kommunen over de næste tre år.

Det er ambitionen for et nyt, fælles projekt i Guldborgsund Kommune, hvor arbejdsløse skal have hjælp til at komme i gang: Som selvstændige med eget firma.

Projektet, der blandt andet består af en såkaldt “vækst-kuvøse”, sættes i gang i samarbejde mellem Jobcenter Guldborgsund og konsulentvirksomheden Provi, der blandt andet skal stå for et indledende 13 ugers kursusforløb for de ledige.

Her skal det afklares, om forretnings-idéer, planer og ambitioner hos den enkelte ser ud til at ville kunne holde i den virkelige erhvervsverden.

Med til at finansiere initiativet er også en millionpulje fra Vækstforum Sjælland, der også er repræsenteret i styregruppen. 
Det samme er også Business LF og A. Schillers Maskinfabrik A/S i Nykøbing, som lægger lokaler til “kuvøsen”.

Foto: Foto©Jan Knudsen

Enighed om at støtte ny mulighed for 150 ledige i Guldborgsund Kommune i de kommende år.

Offentliggjort Sidst opdateret