Vil lave power-to-x-anlæg på Falster

Falck og Burger King er blandt de virksomheder, der allerede ligger i erhvervsparken, og nu er endnu en altså på vej. Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

Ny virksomhed rykker ind i erhvervspark og vil lave anlæg, som kan producere brændstof baseret på at udvinde CO2 fra atmosfæren.

Offentliggjort Sidst opdateret

Business Park Falster, som i 2016 åbnede ved motorvejsafkørsel 43 på Nordfalster, bliver nu udvidet med endnu en virksomhed.

I en pressemeddelelse fra Guldborgsund Kommune fortælles det, at virksomheden TK Energy pr. 1. november har købt en 30.000 kvadratmeter stor grund i erhvervsparken.

TK Energy producerer maskiner til produktion af brændstof på vedvarende energi, og virksomheden er i gang med at udvikle og demonstrere et power-to-x-anlæg, som kan producere 10 liter brændstof i timen baseret på at udvinde CO2 fra atmosfæren og 100 procent vedvarende energi. Anlægget skal ligge på den nye grund i erhvervsparken, oplyses det.

Målet er ifølge pressemeddelelsen, at anlægget kan danne basis for storskalaanlæg i udlandet, der vil kunne producere op til 300 tons brændstof i timen til en literpris på omtrent otte kroner.

Brændstoffet vil blandt andet kunne bruges til flytrafik, så rejser kan foregå mere miljørigtigt, fortæller kommunen videre.

Manden bag TK Energy, Thomas Koch, fortæller i pressemeddelelsen, at han fik idéen til teknologien på et så eksotisk sted som en strand på Zanzibar, hvor han var på ferie med sin familie.

- Her lovede jeg mine børn, nevøer og niecer, at jeg ville sørge for, at de en dag vil kunne komme ud at flyve uden at belaste miljøet. Det har jeg arbejdet med i en årrække, og nu er tiden kommet til at bevise, at det faktisk kan lade sig gøre i praksis.

- Derfor har jeg nu valgt at købe 30.000 kvadratmeter grund her på Nordfalster, så jeg kan få sat gang i mine planer, fortæller han.

På grunden skal der bygges et maskinværksted, og det er planen, at byggeriet begynder i løbet af de næste par måneder.

Guldborgsund Kommunes borgmester John Brædder (L) er ikke overraskende glad for, at endnu en virksomhed nu rykker ind i erhvervsparken.

- Vi oplever generelt en stigende interesse for vores grunde her ved afkørsel 43, og jeg ser det klart som en synlig effekt af det store Femern Belt byggeri, hvor adgangen til Europa nu kommer endnu tættere på.

- Vi arbejder for at blive en mere bæredygtig kommune, og har eksempelvis investeret i Bioøkonomisk Vækstcenter, der har som ambition at være centrum for grøn industri, så brændstof der er produceret på vedvarende energi lyder da rigtig spændende.
- Og så vil det da også glæde mig hvis virksomheden skaber nye arbejdspladser her i vores kommune, siger han.