Vinden blæser stadig i Vestas retning

Foto: Foto©Jan Knudsen

Vindmøllegiganten Vestas fastholder overraskende forventningerne til hele 2009. Omsætningen skal i vejret med 20 procent.

Offentliggjort Sidst opdateret

Topchef i Vestas Ditlev Engel ryster ikke på hånden i den økonomiske modvind. Vindmøllegiganten fastholder forventningerne til hele 2009, hvor man venter en omsætning på cirka 54 milliarder kroner - en stigning på 20 procent i forhold til 2008.

- Til trods for den lave ordreindgang siden kreditkrisens begyndelse fastholder Vestas forventningerne til 2009, skriver ledelsen i forbindelse med offentliggørelsen af halvårsregnskabet.

I andet kvartal landede Vestas et overskud før skat på 442 millioner kroner mod 675 millioner i samme periode sidste år. Også i april var en nedjustering ventet fra topchef Ditlev Engels hånd.

I stedet hentede Vestas seks milliarder kroner i aktiemarkedet, og sendte 1275 danske ansatte i Lem og Nakskov ud i arbejdsløshed. /ritzau/