Vinterkulden i USA, Europa og Asien fyrer godt op under prisen på råolie. Sammen med den økonomiske vækst i Asien er kulden årsagen til, at råolien i øjeblikket kun kender en vej: Op.
På Brentmarkedet i London koster en tønde råolie 80 dollar - det er en stigning på otte dollar over de seneste to uger. Men selv om råolien fortsætter op, skal forbrugerne ikke frygte nye rekordpriser som i 2008, hvor olien kostede 147 dollar per tønde. Det siger chefanalytiker i Danske Bank Arne Lohmann Rasmussen.
- Det er en kombination af den økonomiske vækst i landene udenfor OECD og kulden, der får prisen op. Lagrene falder, og over de næste tre måneder vil råolien stige til omkring 90 dollar per tønde, siger Arne Lohmann Rasmussen.
Chefanalytikeren tilføjer, at OPEC - de olieeksporterende landes organisation - frygter, at hvis prisen kommer for højt op, vil det slå den spirende vækst i en lang række andre lande i stykker.
- Der er rigelig med ledig kapacitet i olieproduktionen, fordi OPEC har skåret kraftigt ned. Derfor vil der blive skruet op igen af frygt for en ny recession, hvis olieprisen stiger alt for meget. Godt nok er væksten tilbage i mange lande, men der er lang vej til niveauet før krisen, siger Arne Lohmann Rasmussen.
Med stigende priser på råolie vil det også blive dyrere at producere varer, fylde bilen op med brændstof og varme boligen op. Samtidig er dollaren - som olien handles i - svækket. En dollar koster nu 5,17 kroner - et fald på fire øre over de seneste 12 dage.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker