Virksomheder tror på vækst og flere job i foråret
Der er tro på fremgang de kommende måneder blandt virksomhederne. Andet kvartal bliver positivt, lyder det.
Optimismen er til at få øje på blandt danske virksomheder. Foråret bringer nemlig fremgang i både omsætning, indtjening og beskæftigelse, lyder det i en analyse foretaget af Dansk Industri (DI).
De adspurgte selskaber i organisationens såkaldte virksomhedspanel peger på, at andet kvartal i år bliver bedre sammenlignet med samme kvartal 2014.
- Vi ser en spirende forårsstemning hos virksomhederne og tro på fremgang i de nyeste resultater fra DI's Virksomhedspanel, siger Michael Meineche, økonomisk konsulent i DI, i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Den lidt trykkede stemning, der har været blandt virksomhederne, lader til at være ved at vende til en tro på højere vækst i den kommende tid. Det giver også gode udsigter for flere job i virksomhederne.
Det er særligt gode takter i eksporten og faldende valutakurser, der får virksomhederne til at se lyst på den kommende tid. Især eksportvirksomhederne glæder sig derfor, mens virksomheder med Danmark som fokus er mere tilbageholdende.
- Vi har stadig til gode at se den samme optimisme brede sig til de virksomheder, der udelukkende er orienteret mod hjemmemarkedet.
- Øget eksport vil dog også kunne påvirke disse virksomheder positivt ved at sætte mere gang i hjulene på det hjemlige marked, siger Michael Meineche.
- Vi forventer, at den forårsstemning, vi ser hos eksportvirksomhederne, vil brede sig til de øvrige virksomheder i de kommende måneder, siger han.
DI ser de seneste tal som tegn på, at der er udsigt til en dansk vækst i et mere normalt leje. Den kan endda udvikle sig endnu mere i positiv retning.
- Vi forventer en vækst i BNP (bruttonationalproduktet, red.) på knap halvanden procent i 2015 og 12.000 nye, private arbejdspladser alene i år.
- Og hvis den gode udvikling fortsætter, vil kommende prognoser formentlig byde på et endnu højere vækstskøn, lyder det fra Michael Meineche.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde