Virksomhedsejere stifter bank

Foreningen af virksomhedsejere, Ejerlederne, stifter et nyt finansieringsinstitut, som virksomheder med overskud kan investere i. Samtidig kan virksomheder med vækstdrømme låne penge i instituttet. Dermed vil det nye institut låne penge til eller stille kaution for sunde virksomheder, der er blevet afvist i banken. Det skriver ErhvervsBladets nyhedssite evb.dk.

Ejerledernes Finansieringsinstitut A/S, EFI, forventes at åbne med en arbejdskapital på 50 millioner kroner.

- Bankerne har været hårde ved erhvervslivet siden finanskrisen, siger Hans Jørgen Dalum, direktør i Ejerlederne, til evb.dk.

Han forklarer, at bankerne ifølge virksomhederne er alt for restriktive i deres udlånspolitik.

- Nu lancerer vi Ejerledernes Finansieringsinstitut, hvor medlemmer med overskud kan låne til dem, der har brug for penge. For hvorfor skal vi gå over åen efter vand, når vi kan hente hos hinanden, siger Hans Jørgen Dalum.

EFI bliver en bank, der i hidtil uset grad engagerer sig i låntagerens forretning. En konsulent tager ud til den mulige lånager for at hjælpe med at lave en finansieringsplan.

- Det er ikke nok bare at låne pengene ud. Vi er også nødt til at sikre, at det går butikken som forventet, forklarer Hans Jørgen Dalum.

Det kan betyde, at EFI vil få plads i virksomhedens bestyrelse eller at man vil tilknytte en konsulent til særlige områder.

I bankernes organisation Finansrådet kalder man det et spændende initiativ.

- Det er vores holdning, at der mangler risikovillig kapital til små og mellemstore virksomheder, og det er sådan jeg opfatter finansieringsinstituttet, siger cheføkonom Niels Storm Stenbæk, Finansrådet, til evb.dk.

/ritzau/

Foreningen af virksomhedsejere stifter nu en bank, som virksomheder med vækstdrømme kan låne penge hos.

Offentliggjort Sidst opdateret