Vismænd: Boligejere skal betale mere

Kontantprisen på boliger vil fortsat rasle ned.

De økonomiske vismænd forudser i deres efterårsrapport, at kontantpriserne næste år vil falde yderligere med 6,1 procent efter fald i år på 14,6 procent.

Samtidig skal boligejerne beskattes hårdere.

De skal ikke længere beholde kapitalgevinsten ved boligsalg uden at betale skat af den. Vismændene mener, at en sådan skat kan indføres uden, at det hæmmer mobiliteten på boligmarkedet.

Samtidig trækker vismændene sin gamle traver ud af stalden igen: Boligejerne bør også betale mere i skat af ejendomsværdien. Det kræver dog, at regeringen ophæver fastfrysningen af ejendomsværdiskatten i kroner og ører fra 2002 for at lade den følge med den aktuelle ejendomsvurdering.

- Af hensyn til konjunktursituationen bør genindførelse af indekseringen af ejendomsværdiskatten kombineres med en nedsættelse af ejendomsværdiskatteprocenten, skriver vismændene.

/ritzau/

Boligejernes trængsler er ikke forbi endnu. Priserne vil fortsat falde, forudser vismændene, der vil have indført skat på kontante boliggevinster.

Offentliggjort Sidst opdateret