Vismænd: Sort arbejde betaler sig ikke

For de danske håndværkere er det ud over at være farligt også en økonomisk meget beskeden fidus at arbejde sort.

Det viser tal fra Det Økonomiske Råd, der styres af de såkaldt økonomiske vismænd, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Ifølge vismændenes beregninger er håndværkerens økonomiske gevinst ved sort arbejde i gennemsnit 27 kroner i timen.

Og med den relativt lille gevinst følger så altså et arbejde uden hverken forsikring eller arbejdsmiljøkrav.

Det Økonomiske Råd konkluderer, at det primært er køberne og ikke sælgerne af sorte ydelser, der tjener ved at undgå skat og afgifter.

- Vores undersøgelser viser, at det i høj grad er køberne af sort arbejde, der tjener mest på at få udført sort arbejde, mens sælgeren ikke får den ekstra indtjening, som mange tror, siger sekretariatschefen i Det Økonomisk Råd, Lars Haagen Pedersen, til Licitationen.

Rådet foreslår, at politikerne i højere grad bør gøre bestillerne af sort arbejde strafansvarlige.

Ifølge Rockwool-fonden bliver der udført sort arbejde for omkring 48 milliarder kroner om året.

Heraf foregår 40 procent, svarende til 19 milliarder kroner, af det lyssky arbejde inden for byggebranchen.

/ritzau/

Sølle 27 kroner i timen er den gennemsnitlige gevinst for sort arbejde, viser tal fra Det Økonomiske Råd.

Offentliggjort Sidst opdateret