Vrede briter bag fyring af Genmab-topchef

Biotekselskabet Genmabs topchef og medstifter Lisa Drakeman fratrådte tirsdag sin stilling uden forklaring fra bestyrelsen.

Højtstående kilder i selskabet siger til dagbladet Børsen, at årsagen hendes afgang er, at Genmabs partner og storaktionær, den britiske medicinalkoncern Glaxo-smithkline (GSK), ikke kunnet acceptere hendes seneste håndtering af samarbejdet om kræftmidlet Arzerra.

Genmab står i en presset situation økonomisk og skal ifølge aftalen med GSK betale halvdelen af udviklingsomkostningerne til Arzerra. Hvis GSK skal have udbytte af det 30 milliarder kroner store marked, skal der store forsøg i gang. Det har Genmab ikke råd til uden en kapitaludvidelse.

GSK har ifølge Børsens kilder rettet direkte henvendelse til Genmabs bestyrelsesformand, Michael B. Widmer, med sin kritik af samarbejdet med Lisa Drakeman, og det skal have ført til den pludselige afsked.

I slutningen af 2006 indgik Genmab og GSK en historisk aftale om Arzerra, der potentielt kunne give biotekselskabet op mod 12 milliarder kroner i indtægter. Midlet er lanceret inden for et mindre sygdomsområde og har skuffet salgsmæssigt indtil videre.

Meddelelsen om Lisa Drakemans pludselige afsked har skabt spekulation om, hvorvidt hun er presset ud eller flygtet fra Genmab, der står over for et dyrt salg af et fabriksanlæg i USA og driver en omkostningstung forretning, som efter flere eksperters vurdering snart kan tvinge selskabet til en dyr kapitaludvidelse.

GSK's ledelse har ikke ønsket at kommentere Børsens informationer, men en talsmand fra medicinalkoncernen afviser, at der er utilfredshed med samarbejdet om Arzerra.

Børsen har desuden forsøgt at få en officiel forklaring fra Genmab om baggrunden for Lisa Drakemans overraskende afgang, men uden held.

/ritzau/

Det var en klage fra biotekselskabet Genmabs partner, medicinalkoncernen Glaxo-smithkline, der førte til fyring af Genmabs topdirektør Lisa Drakeman.

Offentliggjort Sidst opdateret