Vrede investorer vil stævne Jyske Bank

Jyske Bank har modtaget udkast til en stævning fra en forening af investorer. Det meddeler banken via Københavns Fondsbørs. Investorerne vil gøre banken erstatningsansvarlig over for investorer, der har tegnet andele i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer.

I udkastet, der endnu ikke er indleveret til byretten, er banken medtaget som sagsøgt sammen med Hedgeforeningen Jyske Invest og denne forenings bestyrelse.

Kravet over for Jyske Bank begrundes navnlig med, at bankens rådgivning i forbindelse med køb af andele i Hedge Markedsneutral-afdelingen skulle have været mangelfuld og vildledende.

Ifølge Jyske Bank indeholder udkastet til stævning ikke en opgørelse af et beløb, som sagsøgerne mener at kunne kræve. Dette afhænger blandt andet af, hvor mange investorer der måtte tilmelde sig et eventuelt gruppesøgsmål. Banken er i øvrigt ikke overbevist om, at det kan lade sig gøre at føre sagen som et gruppesøgsmål.

Jyske Bank afviser at have ydet mangelfuld eller vildledende rådgivning.

- Og Jyske Bank forventer ikke, at de investorer, der måtte tilmelde sig et sådant søgsmål, vil få medhold i et betalingskrav mod banken, skriver Jyske Bank.

Dagbladet Børsen skriver tirsdag, at banken i Pengeinstitutankenævnet har tabt tre sager om den omstridte rådgivning. I disse sager skal kunderne have penge tilbage.

Investeringsordningen førte til, at godt 800 millioner kroner ud af en millard investerede kroner forsvandt ud i det blå, fremgår det af avisen.

/ritzau/

Jyske Bank oplyser at have modtaget et udkast til stævning fra utilfredse investorer - banken mener dog ikke, at de vil få medhold i et betalingskrav.

Offentliggjort Sidst opdateret