Mere end en million husstande med kabel-tv kan fra årsskiftet se frem til større valgfrihed ved køb af kabel-tv. Dette løfte kommer fra landets største tv-distributør, YouSee, der har indledt drøftelser med tv-stationerne om priser og betingelser. Man venter at kunne lancere en række nye fritvalgsprodukter som supplement til de eksisterende tv-pakker.
- Frit valg af enkeltkanaler vil være en revolution for tv-branchen, og det er en kæmpeudfordring for alle. Både for os som tv-distributører, men endnu mere for tv-stationerne, hvis økonomi i stort omfang bygger på relativt forudsigelige indtægter fra kabel-tv-pakker. Forhåbentlig kan vi tage de første skridt ved årets udgang, siger adm. direktør Niels Breining, YouSee.
Undersøgelser viser et voksende ønske om større valgfrihed, fordi mange føler, at de med tv-pakkerne abonnerer på kanaler, de ikke ser og derfor kommer til at betale mere end nødvendigt.
Niels Breining advarer dog mod at forvente, at større valgfrihed automatisk vil føre til lavere tv-udgifter. Hidtidige erfaringer viser, at stykprisen på en tv-kanal er 5-10 gange højere end prisen på samme kanal, når den er med i en pakke.
- Frit valg af kanaler bliver et dyrt supplement til tv-pakkerne. Derfor tror jeg, at langt de fleste stadig vil vælge pakkerne. Men selvfølgelig skal vi også kunne tilbyde mere valgfrihed til dem, der ønsker det, siger Niels Breining.
Som kunde hos YouSee kan man i dag vælge mellem tre tv-pakker med mellem 20 og 50 tv-kanaler. Desuden kan man supplere de to største pakker med favoritkanaler.
- Vi er allerede kommet et stykke vej med valgfrihed. Men vi vil gerne gå videre og for eksempel tilbyde kunderne at supplere en grundpakke med enkeltkanaler efter eget valg, siger Niels Breining.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker