18-årig Femern-lærling håber, at flere piger vil tage gravkoen op
18-årige Ida Jespersen fra Errindlev er en ud af blot to anlægsstruktørlærlinge på Femern byggepladsen. Foto: Birgitta Andersen
Birgitta Andersen
18-årige Ida Jespersen fra Errindlev er lærling på Femernbyggeriet og eneste pige i sin klasse. Hun synes, flere piger skulle tage springet ud i håndværkerfagene.
FEMERN: Når 18-årige Ida Jespersen fra Errindlev kører på arbejde, er hun en af gutterne. Som en ud af to kvindelige anlægsstruktørlærlinge på Femernbyggeriet i Rødbyhavn, og som eneste pige i klassen på CELF i Nykøbing, er hun for længst faldet ind i skurvognssnakken.
- I starten skulle de da lige se mig lidt an. Men jeg tog lidt pis på dem, og så var jeg jo en af drengene. De skulle lige se, hvor meget de kunne joke med mig.
- Der skal altså meget til, før jeg føler mig krænket. Jeg kan godt se det sjove i det, og jeg tager det altså ikke så tungt, siger hun roligt.
Der skal altså meget til, før jeg føler mig krænket. Jeg kan godt se det sjove i det, og jeg tager det altså ikke så tungt
Ida Jespersen, en af de få kvindelige lærlinge på Femernbyggepladsen
Men Ida Jespersen kunne nu alligevel godt tænke sig, at der var flere piger i faget.
- Det er jo ikke, fordi der er noget galt med gutterne. Og det er fint nok, at det er et mandefag. Men vi har måske bare en anden tilgang til tingene, og ser løsninger på en anden måde.
- Pigerne er nok lidt mere fokuseret på, hvordan det kommer til at se ud bagefter, mens gutterne bare ser noget, der skal gøres, og så gør de det bare.
Hendes arbejde på byggepladsen træner hende til de eksamener, hun skal tage på skolen. Her i Femernbyggeriets store sandkasse har Ida Jespersen fået sin egen legeplads, hvor hun kan sætte sig ind i de store maskiner og øve sig på at lægge rør, nivellere og grave ud. Her er der plads til at fejle og lære af det, og hun får vejledning og gode fifs fra erfarne kollegaer.
Opfandt en nussepind
Ida Jespersen synes, flere unge - og meget gerne piger, skulle tage en uddannelse i byggebranchen.
- Det er fedt, at det veksler så meget mellem skolebænken, og så ud og prøve det af i praksis. Her skal man tænke ud af boksen og finde løsninger, der passer til situationen. Det kan være flisebelægningen, der driller lidt - eller en hældning på et kloakrør, der ikke passer, forklarer hun.
På uddannelsen får eleverne også mulighed for at komme med deres bud på nye metoder, som kan gøre arbejdet lettere.
- Vi har fundet en metode til, når der skal stampes under et rør. Her bøjer vi en metalstang, og så kan vi komme ind i de helt små revner, hvor vi ellers ikke kan komme ind. Det kalder vi en nussepind, griner hun og forsikrer, at det er en af drengene i klassen, der har fundet på navnet.
- Det bliver nok lidt svært at holde masken til eksamen, hvis jeg skal forklare, hvad vi bruger den til.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned