Barfod har store planer med broen

Transportminister Lars Barfod (K) kunne næsten ikke lægge skjul på den danske regerings store planer og ambitioner for den kommende Femern-forbindelse, da han holdt sin åbningstale på den store Femern-konference i Lübeck onsdag.

- Forbindelsen har stor prioritet for regeringen - men jo også for EU-Kommissionen, hvor forbindelsen er det ene af blot fire store transport-projekter i Europa, der får støtte. Og Europa-Kommissionen er meget interesseret i denne nye Østersø-strategi, der skal binde os endnu tættere sammen, afslørede Lars Barfod i sin tale.

I sin tale lagde Barfod også stor vægt på at forklare, hvor mange milliarder kroner den nuværende regering de kommende år bruger på at styrke den kollektive trafik i Danmark.
-Der bliver tale om en historisk styrkelse af den kollektive trafik i Danmark, hvor vi får flere tog-forbindelser og hurtigere tog. Vi kommer til at forene høj økonomisk vækst og målet om at føre en grøn politik, sagde Barfod blandt andet.

Og han hæftede sig således ved, at det ikke kun er en investering på de omkring 40 milliarder kroner, som broen med tilhørende anlæg kommer til at koste.

- Det bliver Danbmarks største anlægsprojekt nogensinde - på over 40 milliarder kroner. Men tager man udbygningen af Køge Bugt-motorvejen og en styrelse af banen mellem København og Ringsted med - så er det investeringer på over 50 milliarder kroner i forbindelse med Femern-forbindelsen, fastslog Lars Barfod.




Der er investeringer på over 50 milliarder kroner i forbindelse med Femern-forbindelsen, fastslog transportministeren.

Offentliggjort Sidst opdateret