BAT-Kartellet er flyttet ind i tunnelbyen

05 LOL Rød Femern Bat kartel

BAT-Kartellet blev i går budt velkommen indenfor i tunnelbyen, da kartellet kunne åbne nyt fagforeningskontor.

Offentliggjort Sidst opdateret

RØDBYHAVN: Der var fyldt godt op i det nye lokale, da Bygge-, Anlægs- og Trækartellet, BAT-Kartellet, mandag kunne åbne et nyt fagforeningskontor i FLC Village, eller tunnelbyen.

Indenfor var blandt andre repræsentanter for Femern A/S, FLC, 3F Lolland og selvfølgelig BAT-Kartellet selv til stede for at byde det nye kontor i tunnelbyens hovedgade velkommen.

Vi vil rigtig gerne understøtte, at den danske model kommer til at fungere ude på byggepladsen. Det vil vi gerne facilitere så godt, som vi nu kan.

Henrik Vincentsen, administrerende direktør Femern A/S

Gunde Odgaard, sekretariatschef for BAT-kartellet, takkede både Femern A/S og FLC for, at kartellet nu har fået plads inde i selve tunnelbyen.

- For os har det været vigtigt, at vi kan være så tæt som muligt på vores medlemmer og potentielle medlemmer, så vi kan arbejde bedst muligt for dem. Også sådan, at de kolleger, vi har på byggepladsen, føler, at vi er nærværende. Mange af dem kommer jo fra en tradition, hvor det med at have en fagforening ikke nødvendigvis er det, der står mest lysende klart på nethinden. Hvis man spørger danske bygningsarbejdere, ved de nok, hvad en fagforening er. Det er ikke i udgangspunktet alle vores udenlandske kolleger, der gør det. Derfor er det her rigtig godt, fortalte Gunde Odgaard.

Gunde Odgaard, sekretariatschef for BAT-kartellet, fortalte om, hvilke muligheder det nye kontor vil give for at få de udenlandske arbejderes opmærksomhed. Foto: Anders Knudsen

Bedre samarbejde

Han ser samtidig det nye kontor som en mulighed for at få et endnu bedre samarbejde på byggepladsen.

- Vi ser det her som en udstrakt hånd til, at vi kan få taget problemerne og potentielle konflikter i opløbet. Vi vil hellere være med til at løse dem, inden at de bliver til problemer og konflikter, vi skal have afgjort i voldgifter, arbejdsret og alle mulige andre steder, fortalte Gunde Odgaard.

Fagforeningskontoret indenfor hegnet i tunnelbyen er baseret på en aftale mellem FLC og BAT-Kartellet, der blev indgået næsten samme tid i april sidste år.

- Kontoret er et symbol for det gode samarbejde, vi har i det daglige mellem FLC og BAT, fortæller Jess Hansen, der for FLC har samarbejdet med fagforeningerne.

Jess Hansen, industrial relations manager for FLC, fortalte også, at man har oprettet et råd til det videre samarbejde, hvor to personer for bygherren, to for BAT-Kartellet, to for FLC og to for beboerne er repræsenteret. Foto: Anders Knudsen

Understøtte den danske model

Hos Femern A/S ser man også positivt på det tættere samarbejde mellem FLC og fagbevægelsen.

- Vi vil rigtig gerne understøtte, at den danske model kommer til at fungere ude på byggepladsen. Det vil vi gerne facilitere så godt, som vi nu kan, fortalte Henrik Vincentsen, der er administrerende direktør hos Femern A/S, og fortsatte:

Henrik Vincentsen, administrerende direktør i Femern A/S, talte for, at man i Femern A/S kan understøtte den danske model på arbejdsmarkedet. Foto: Anders Knudsen

- Vi er ikke altid en part i de forskellige sager, men vi vil gerne facilitere, at de parter, der er, har gode forhold og mulighed for at sætte sig ved et bord og lave de forhandlinger, der er nødvendige. Men vi har også en forventning om, at man så også sætter sig ved bordet og har en tilgang til at finde kompromiserne. Det er jo det, den danske model handler om. At man forhandler og bliver enige. Og det håber vi, at den her facilitet kan være med til. Sammen med de andre faciliteter tæt ved tænker jeg ikke, at det nu er faciliteterne, der skal være en forhindring til at finde de gode løsninger.

Der bor i øjeblikket 358 arbejdere i tunnelbyen med plads til 512.