DSB vil køre to tog i timen til Hamburg

Med to tog i timen vil DSB opgradere forbindelserne mellem København og Hamburg betydeligt, når den faste Femern Bælt-forbindelse står klar.

Faktisk er vicedirektør Ove Dahl Kristensen, DSB, klar til at øge frekvensen inden:
- Der er ingen grund til at vente til 2020 med at rulle det hele ud, hedder det fra Ove Dahl Kristensen.
- Vi vil gerne samarbejde med Deutsche Bahn om at indsætte flere Intercitytog. Men Deutsche Bahn kører generelt med en meget lavere frekvens, og til gengæld med meget lange tog, hvor vi i DSB satser på højfrekvent trafik og kortere tog. Det diskuterer vi med vores tyske kollegaer, hedder det fra Ove Dahl Kristensen.

I dag er der halvanden time mellem hvert tog fra København til Hamburg om sommeren, og fire om dagen om vinteren. To afgange i timen vil således være en markant forøgelse.
- Jeg tror vi vil se en vækst i businesstrafikken mellem Hamburg og København når forbindelsen åbner, siger Ove Dahl Kristensen og henviser til den reduktion i rejsetiden, der kan opnås hvis det ender med en opgraderet jernbane til 200 kilometer i timen på den danske side:

Det gør det muligt at køre mellem København og Hamburg på tre timer - og yderligere halvanden time, hvis turen går til Berlin.

Foto: Vicedirektør Ove Dahl Kristensen, DSB, vil gerne indsætte flere intercitytog mellem København og Hamborg allerede før den faste forbindelse er bygget.

Den faste forbindelse under Femern Bælt vil betyde, at der indsættes flere tog mellem København og den tyske storby via Lolland-Falster.

Offentliggjort Sidst opdateret