Fast forbindelse - på det forkerte sted

Rederiforening er stærkt skeptisk over for beslutningen om Femern Bælt-forbindelsen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Broen til Tyskland kommer til at ligge det forkerte sted. Det mener Bilfærgernes Rederiforening, som i øvrigt - måske ikke så overraskende - generelt stiller mange spørgsmålstegn ved hele Femern-projektet.

Det sker også i organisationens nye årsberetning 2009-2010, hvor man beskæftiger sig ganske indgående både med konsekvenserne af de etablerede broforbindelser Storebælt og Øresund og udsigterne til ikke mindst Femern-forbindelsen.

- Femern Bælt-forbindelsen vil betjene det samme tyske område, som betjenes af ruten sydpå gennem den jyske halvø. Efter de østeuropæiske landes medlemskab af EU er der mere behov for transportkorridorer i den retning. Vi tror derfor, at der fortsat vil være basis for en færgerute til Mecklenburg-Vorpommern efter etablering af en Femern-forbindelse, påpeger rederiforeningen - hvor et af de helt store medlemmer, Scandlines, som bekendt netop i øjeblikket er i gang med at investere massivt i både to nye færger og havneanlæg netop til Gedser-Rostock ruten.

Men hvad angår Femern-forbindelsen fastholder færgefolkene, at udsigterne er tvivlsomme.

- Det er fortsat usikkert, om den faste forbindelse over Femern Bælt bliver den forventede vækstgenerator. En rapport fra 2010 fastslår, at hidtidige prognoser for den forventede togtrafik over den faste forbindelse har været for optimistiske og ikke taget højde for, at tiden med ekstreme økonomiske vækstrater er ovre. Derfor konkluderes det, at der er et behov for opdaterede prognoser og en grænseoverskridende masterplan, som sikrer sammenhængen mellem vej- og baneinvesteringer på dansk og tysk side, påpeger Rederiforeningen.