Femern A/S: En af de store dage
Foto: Femern A/S, arkivgrafik
Femern A/S, arkivgrafik
For selskabet Femern A/S markerer datoen 1. januar 2021 en af milepælene på vejen mod tunnelbyggeriet.
Tilbage i april 2009 blev selskabet Femern A/S udpeget af transportministeren til at gennemføre forberedelser, undersøgelser og projektering af en fast forbindelse over Femern Bælt.
Derfor markerer datoen i dag, 1. januar 2021, en milepæl for Femern A/S, for nu kan byggeriet af fabrikken, hvor tunnelelementerne skal produceres, for alvor gå i gang.
- Det er en af de store dage. Nu er kontrakten i gang, og i løbet af et par måneder forventes et par hundrede mennesker at være i gang, og det stiger til op til et par tusinde, når byggeriet er på sit højeste, siger kommunikationschef hos Femern A/S, Morten Kramer Nielsen.
Et af de største delprojekter i den kommende tid bliver som nævnt at bygge den fabrik ved Rødbyhavn, hvor de 89 tunnelelementer, som hver især bliver 217 meter lange, skal produceres og siden sejles ud og sænkes ned på havbunden i Femern Bælt.
- Vi regner med, at det bliver i slutningen af 2022 eller starten af 2023, at selve element-produktionen går i gang. Fabriksarealet kommer til at fylde det samme som 200 fodboldbaner, og den arbejdshavn, der skal anlægges, vil også vokse i de kommende år, fortæller Morten Kramer Nielsen.
Så selvom arbejdet nu formelt er sat i gang, kommer der til at gå lidt tid, før man ved selvsyn for alvor kan fornemme, hvor stort projektet er.
Det var meningen, at det første spadestik skulle have været taget på mandag, 4. januar, ved en officiel markering, men det satte coronarestriktionerne en stopper for. Det betyder dog ikke, at planerne er helt aflyst.
- Vi vil gerne lave en stor markering for både naboer og beslutningstagere, når det bliver muligt, siger Morten Kramer Nielsen.
Hvis alt går efter planen, vil tunnellen stå færdig i 2029.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker