Femern-broen: Besøgscenter i Rødbyhavn

Lolland Kommune foreslår at placere et kommende Besøgscenter Femern Bælt i færgehavnsområdet i Rødbyhavn.

Kommunen afslører i sit oplæg til Folketinget, at den nuværende stationsbygning kan forvandles til et udsigtstårn eller en høj bygning svarende til seks-otte etager. Bygningen vil således give udsigt over hele anlægsområdet.

Erfaringerne fra Storebæltsbyggeriet viste, at mange tyskere besøgte de oprettede besøgscentre, og i forbindelse med Øresundsbroen besøgte en kvart million mennesker centret på blot tre år.

Lolland Kommune vil således også bruge centret som et udstillingsvindue for området på alle mulige andre måder. Og den forestiller sig bygningen eller tårnet som et vartegn for ankomsten til Øresundsregionen og Skandinavien.

Men også efter broens indvielse vil der være muligheder i at anvende bygningen.
- Det er overvejende sandsynligt, at en bygning med disse faciliteter kan finde anvendelse til permanente formål efter ibrugtagen af Femern Bælt Broen, hvor færgehavnsområdet efter endt brug overvejes anvendt til for eksempel boligformål eller rekreative formål, skriver kommunen.




Erfaringerne viser, at et besøgcenter ved et brobyggeri tiltrækker mange besøgende. Lolland Kommune vil placere centret i Rødbyhavn.

Offentliggjort Sidst opdateret