Femern får videns- og læringscenter

Her ved tunnelbyen, hvor ansatte på Femern-projektet bor, er det tanken at opføre et videns- og læringscenter for studerende og forskere fra DTU og RUC. Foto: Anders Knudsen

Med erhvervsfyrtårn Femern skal der sættes skub på erhvervsudvikling og skabelsen af et vidensmiljø.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den kommende Femern-transportkorridor, som tunnelbyggeriet fører med sig, skal være løftestang for at tiltrække flere virksomheder og flere turister til landsdelen, så der skabes vedvarende vækst, arbejdspladser og eksport.

Sådan lyder visionen bag erhvervsfyrtårn Femern, som Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse i begyndelsen af februar valgte at støtte med 43,2 millioner kroner fra React-EU-midlerne, der er målrettet en grøn og digital genstart efter Covid-19-pandemien. Pengene udmøntes som opfølgning på anbefalingerne fra de regionale vækstteams.

Bag fyrtårnsprojektet står et bredt konsortium med Erhvervshus Sjælland, Business Lolland-Falster, Femern Belt Development, Celf, DTU og RUC som centrale aktører.

- Bestyrelsen i Femern Belt Development har haft den vision, at Femern-fyrtårnet skal bidrage til, at Danmark bliver verdensledende inden for byggeri af grøn mega-infrastruktur, og at vi får nogle unge mennesker, som også får en verdensledende uddannelse i store infrastrukturprojekter. Danmark skal blive verdensmester i grøn mega-infrastruktur, siger Stig Rømer Winther, direktør for Femern Belt Development.

Bestyrelsesformand i Femern Belt Development er Lolland-borgmester Holger Schou Rasmussen (S).

- Vi er optaget meget af det som kommune og er involveret gennem Business Lolland-Falster og Femern Belt Development. Med den knowhow, teknologi og størrelse, Femern-projektet har, skal der trækkes viden både ind og ud af byggeriet, som vi kan skabe læring, så vi som land bliver endnu bedre til det, og i fremtiden kan skabe endnu flere arbejdspladser til Danmark, siger Holger Schou Rasmussen.

Stig Rømer Winther, direktør for Femern Belt Development, fortæller, at der arbejdes på at få opført et videns- og læringscenter, som skal skabe forskning og innovation om mega-infrastrukturprojekter. Foto: Jan Knudsen

Forskning og innovation

Centralt i planerne for et erhvervsfyrtårn Femern er at skabe et videns- og læringscenter i Rødbyhavn tæt på den enorme tunnel-elementfabrik på en million kvadratmeter.

- I første omgang opfører vi en lille pavillonbygning nede ved siden af tunnel-byen, men det er tanken, at det med tiden skal udvikle sig til at være et videns- og læringscenter, hvor studerende fra RUC og DTU kan komme ned og lave nogle projekter sammen med virksomhederne og tunnelkonsortierne, så vi får noget forskning og innovation ud af det, forklarer Stig Rømer Winther.

Det er idéen, at videns- og læringscenteret også skal huse residential college, hvor de studerende kan bo, mens de arbejder på Femern-projektet.

- Målet er, at DTU udflytter nogle aktiviteter fra Lyngby til Sydlolland, så vi får et internationalt forsknings-og undervisningsmiljø på Sydlolland, og det hænger fint sammen med, at vi har en international skole i Maribo, og så håber vi selvfølgelig også, at vi kan lave et uddannelsessted for alle de lærlinge, der skal være med på Femern-projektet, siger Stig Rømer Winther.

Ifølge DTU og RUC skal studerende og forskere tilbydes bolig- og studieophold for på den måde at styrke ambitionen om at gøre Femern-forbindelsen til et undervisnings- og mødested for forskere, rådgivere, virksomheder, studerende og lokale aktører.

- Vi vil skabe et miljø, hvor studerende samarbejder med de mange lokale kræfter med udgangspunkt i de muligheder og udfordringer, som opstår ved byggeriet af Femern-forbindelsen. Erhvervsfyrtårnet er en vigtig forudsætning for vores fælles planer, og udgør, sammen med etableringen af Femern-forbindelsen, en helt unik mulighed for at tiltrække og fastholde stærke vidensmiljøer i området, siger koncerndirektør på DTU, Carsten Orth Gaarn-Larsen.

Ifølge Stig Rømer Winther arbejdes der nu intenst på at få videns- og læringscenteret opført, og han håber, at man kan starte med de første undervisningsaktiviteter fra 1. august.

Erhvervshus Sjælland står i spidsen for et bredt konsortium, der blandt andet involverer Business Lolland-Falster, RUC, DTU, Femern Belt Development og Teknologisk Institut.
Erhvervshuset er ansøger for hovedaktiviteterne, der blandt andet angår opbygning af et videns- og læringscenter i Rødby, fastholdelse af tunnelelementfabrikken, udvikling af erhvervsliv og turisme og samarbejde i Femern-regionen.
Center for Erhvervsrettede uddannelser Lolland-Falster (CELF) er ansøger på de hovedaktiviteter, der blandt andet angår opkvalificering, rekruttering af udenlandsk arbejdskraft, innovation og digitalisering.

Turisme og erhvervsudvikling

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har uddelt i alt 595 millioner kroner til otte erhvervsfyrtårne i Danmark.

Oprindeligt havde konsortiet bag Femern-fyrtårnet søgt om samlet 68 million kroner, og Stig Rømer Winther erkender, at det selvfølgelig er en bet at skulle nøjes med samlet 43,2 millioner kroner af midlerne, og at det derfor har krævet nogle justeringer af projektet.

- Jeg er selvfølgelig skuffet over, at vi ikke fik alle de penge, vi havde søgt til projektet, og så må man justere ned i ambitionsniveau. men vi må spille med de kort, der er på bordet og få det bedste ud af det, vi får lavet et rigtig spændende projekt, siger Stig Rømer Winther.

Ud over videns- og læringscenteret har konsortiet valgt at bruge midlerne til at fremme erhvervsudviklingen langs transportkorridoren og turismen.

- Vi vil sætte mere fokus på markedsføring af hele Femern-regionen for at tiltrække danske og udenlandske virksomheder til Sydsjælland og Lolland-Falster. Et tredje ben bliver at udvikle nogle turisme-fyrtårns-projekter, hvor vi blandt andet forhåbentligt kan få sat gang i nogle hotelprojekter, siger Stig Rømer Winther.