Femern-praktikanter skal også i lære andre steder

Offentliggjort Sidst opdateret

Selvom det kommende Femern Bælt-byggeri byder på tusindvis af arbejdspladser, vil store dele af arbejdet være så specialiseret, at unge under uddannelse ikke kan nøjes med at være i praktik på tunnelbyggeriet.

Det er baggrunden for, at CELF i samarbejde med erhvervsskoler på Sjælland arbejder på at skabe mulighed for kortere uddannelsesaftaler, så de unge kan kombinere Femern Bælt-praktikken med praktik i andre virksomheder.

- Vi er i en brydningstid for den traditionelle uddannelse, hvor den unge står i lære hos én og samme mester. For det meste vil det stadig være sådan i fremtiden, men samfundsudviklingen kræver generelt mere fleksibilitet, siger Michael Bang, der er administrerende direktør på CELF.