Flere penge til forberedelse af tunnel

Det er Folketingets finansudvalg, der har sagt ja til en ansøgning fra transportminister Hans Christian Schmidt om flere penge til forarbejdet til Femern Forbindelsen. Bortset fra 25 millioner til skibsarkæologi, er der alene tale om at bruge penge nu, som oprindeligt var planlagt brugt til selve byggeriet.

Blandt de opgaver der skal løses nu, er opbygningen af et sejladsovervågningssystem. Søfartsmyndighederne har anbefalet, at det står klar et år inden selve anlægsarbejdet går i gang.
- Det skal være klar fra dag et, begrunder specialkonsulent Carsten Jensen, Søfartsstyrelsen anbefalingen.
VTS-systemet består af et overvågningscenter med tilhørende personale - der ikke nødvendigvis skal sidde med udsigt til Femern Bælt. Sammen med de tyske søfartsmyndigheder vurderer Søfartsstyrelsen, om der også skal være et vagtfartøj knyttet til sikkerhedssystemet.
Femern A/S venter at skulle bruge 100 millioner projekteringskroner på VTS-systemet. I runde tal vokser pengekassen til projekteringen af selve tunnel-delen i alt med en milliard, mens Banedanmark får flyttet en halv milliard fra anlæg til projektering.
Efter beslutningen om at placere tunnelelementfabrikken i Rødbyhavn, forventes selve byggeriet at koste 40,7 milliarder: Dermed er tilbagebetalingstiden for tunnel og den tilhørende jernbane- og motorvejsudbygning kommet op på 39 år.
Foto: Grafik: Femern A/S

De oprindeligt omkring to milliarder kroner, der var afsat til projekteringen af Femern Bælt-forbindelsen, er nu vokset med halvanden milliard.

Offentliggjort Sidst opdateret