Ingen tysk godkendelse af Femern-forbindelse før 2017
Foto: Femern A/S, arkivgrafik
Femern A/S, arkivgrafik
Dermed foreligger en ny tidsplan, der kan komme til at gøre Femern-forbindelsen dyrere end hidtil antaget.
Den tyske godkendelsesproces af Femern-forbindelsen bliver ikke færdig før 2017. Det har transportministeren for delstaten Slesvig-Holsten, Reinhard Meyer, oplyst den danske transportminister, Hans Christian Schmidt (V), på et møde fredag.
Det oplyser Transport- og Bygningsministeriet i en pressemeddelelse.
Den nye tidsplan kommer til at få betydning for både udbuddet af byggeriet men også for EU-støtten, der er tildelt i tidsperioden 2016 til 2019.
- I den kommende tid skal forligskredsen og jeg vurdere, hvilke konsekvenser den nye tyske tidsplan får for håndteringen af projektet herhjemme. Økonomien i projektet påvirkes, siger Hans Christian Schmidt i en skriftlig kommentar.
Det uddybes ikke, hvordan økonomien påvirkes.
- Det samme gælder mulighederne for at udnytte den tildelte EU-støtte, som er givet for perioden 2016-2019. Det er nogle meget komplekse spørgsmål, som vil indgå i den finansielle analyse, der er under udarbejdelse, siger transportministeren.
Tidligere har den tyske kansler, Angela Merkel, givet udtryk for, at projektet har fuld opbakning fra den tyske regering. Hun sagde dog samtidig, at godkendelsesprocessen må gå sin gang i et "passende tempo".
Repræsentanter for myndighederne i delstaten Slesvig-Holsten, hvor der skal bygges et landanlæg i den tyske ende af forbindelsen, har derfor fredag mødtes med forligskredsen bag aftalen i det danske folketing.
Anlægsarbejdet på forbindelsen skulle være startet i 2015. Forligskredsen skal i nærmeste fremtid sættes sig sammen og tage stilling til, hvornår det arbejde skal påbegynde.
Transportministeren har nu bedt Femern A/S om et oplæg om, hvad den nye situation betyder for projektet.
En eventuel udskydelse af projektet, indtil en tysk godkendelse foreligger, betyder, at arbejdet først kan begynde i 2017.
Projektet har fået EU-støtte til en del af udgifterne allerede fra 2016. Da støtten ikke udbetales, før projektet er i gang, vil projektet miste den del af støtten ved en udsættelse, oplyser Transportministeriet.
Fredag før mødet kunne Børsen fortælle, hvordan de hidtidige udskydelser af projektet har kostet job i det forventningsfulde lokalområde.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker