Lolland-Falster bliver del af nordeuropæisk region


Skelsættende. Historisk. En milepæl. Ordene står næsten i kø, men Lolland-Falster tog et gigantisk skridt ind i fremtiden, da fem store nordeuropæiske regioner i fomiddags i Lübeck løftede sløret for et grænseoverskridende samarbejde og dannelsen af en kæmpestor nordeuropæsik region.

På den hidtil største Femern-konference, der åbnede i morges i Lübeck, deltager en lang række prominente navne fra de fem regioner - nemlig det såkaldte String-samarbejde, som består af Region Sjælland, Hovedstadsområdet, Skåne, Slesvig-Holsten og Hamborg.
Når konferencen i dag er slut, rejser deltagerne hjem med den såkaldte Lübeck-deklaration i kufferten, som forpligter de fem regioner til at samarbejde tæt sammen, inden Femern-forbindelsen står færdig i 2018.

Den tyske EU-minister Uwe Döring fra Slesvig-Holsten åbnede således konferencen med statsmands-salutten "Yes, we can". Og de mange deltagere på konferencen nærmest strutter af samme forventninger som den tyske minister. Der er ikke nogen skepsis, men fornemmelsen af, at alt næsten kan lade sig gøre.

- Vi bliver en stor region i Europa, hvor det vigtigste bliver, at vi kommer til at leve og arbejde sammen på tværs af grænserne, sagde Uwe Döring således.
Og formanden for Femern Bælt Komitéen, tidligere minister Svend Erik Hovmand, fulgte op:

- Vi står over for en stor, skelsættende begivenhed, der får stor betydning for Nordeuropa. Femern-forbindelsen vil betyde stor vækst i regionen. Alene de første ti år vil de betyde en mervækst på fire milliarder kroner om året. Dette er starten på en ny norduropæisk region båret af vækst, sagde Svend Erik Hovmand således.

Også den danske transportminister Lars Barfod (K) deltager i konferencen.




Her til formiddag blev Lolland-Falster del af en region, der med Femern-forbindelsen kommer til at strække sig fra Hamborg over København til Skåne

Offentliggjort Sidst opdateret