Nu strammes tonen

Guldborgsund vil have mere støjafskærmning mod Femern Bælt-togene.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Nu er det tiden til at komme med mere kontante udmeldinger.

Guldborgsund Kommune er ved at klargøre et høringssvar i forbindelse med udbygningen af jernbanen til Femern Bælt-forbindelsen, og formanden for teknik- og miljøudvalget, Arne Graae Jensen taler for at skærpe tonen:

- Nu er det jo alvor, siger udvalgsformanden og henviser til, at det er et konkret projekt, Banedanmark nu har sendt i høring.

Udgangspunktet er, at kommunen ser frem til både fast forbindelse og opgradering af jernbanen. Men samtidig er man betænkelig ved, at anlægsprojektet skaber omkring 550 støjbelastede boliger. Derfor vil kommunen i sit høringssvar ønske sig mere støjafskærmning end de godt fem kilometer, der er medtaget i Banedanmarks projekt. I det oplæg til høringssvar, der nu er på vej gennem de politiske organer, kritiseres det at der kun er gennemført støjberegninger ved de berørte bygningers facader: Med henvisning til en vejledning fra Miljøstyrelsen peges på nødvendigheden af også at nedbringe støjen på udendørs opholdsarealer.

Bekymringen for den fremtidige støjbelastning gælder også de planlagte byudviklingsområder syd for Nr. Alslev, nord for Bangsebro og ved Øster Toreby. Her vil der ifølge udkastet til høringssvar blive brug for støjafskærmning, og det vil kommunen gerne snakke med Banedanmark om.

- Specielt ved Nordbyen bør der etableres supplerende initiativer, idet banen her løber tæt på boligbebyggelse og udlagte arealer på en samlet strækning på to kilometer, hedder det i det foreløbige udkast til høringssvar. Her peges på muligheden for at grave banen ned på strækningen. Projektet er i øjeblikket i en høringsfase med foreløbig tre velbesøgte borgermøder på Lolland-Falster. 30. marts kommer turen til Nr. Alslev.

- Også her er der huse der bliver berørt, siger Arne Graae Jensen, der ønsker sig et stort fremmøde til borgermødet.