Overvågning skal sikre mod skibsulykker

Danske og tyske søfartsmyndigheder planlægger nu at etablere et fælles VTS-system sammen med et allerede eksisterende system i Travemünde, der blandt andet  overvåger ind- og udsejling til og fra Kiel-kanalen. Myndighedernes aktuelle planer baserer sig på en risikoanalyse foretaget af Femern A/S.

- Som ansvarlig bygherre for verdens længste sænketunnel føler vi hos Femern A/S en stor forpligtelse overfor de mange skibe, der sejler i Femern Bælt til daglig. Sikkerheden skal være høj, både for skibene og for vores medarbejdere, udtaler adm. direktør for Femern A/S, Claus F. Baunkjær i en pressemeddelelse.

Fem år gamle tale viser at ca. 47.000 skibe hvert år passerer Femern Bælt. Hertil kommer cirka. 38.000 færger, som hvert år sejler på tværs af Femern Bælt mellem Puttgarden og Rødbyhavn.

Et Femern VTS-system placeret hos VTS Travemünde skal fungere på samme måde, som det gjorde under byggeriet af de faste forbindelser over Storebælt og Øresund. Her blev der med succes etableret VTS-systemer, som medvirkede til at opretholde en høj sejladssikkerhed under hele byggeriet.

VTS - Vessel Traffic Service – er et radarbaseret og døgnbemandet overvågningssystem, der ved løbende radiokontakt kan guide hvert enkelt skib til at komme sikkert gennem farvandet.
- I hele byggeperioden på Femern Bælt kommer vi i perioder til at fylde relativt meget i farvandet, og så skal søfolkene på skibene være 100 pct. sikre på, at sejladssikkerheden er mindst lige så høj som den altid har været. Det gælder både sikkerheden for den allerede eksisterende erhvervs- og fritidssejlads og for dem, der er beskæftiget med tunnelbyggeriet på havet, siger Claus F. Baunkjær.

I de knap syv år, det tager at bygge Femern Bælt tunnelen, vil der være stor aktivitet på havet især ved uddybning af havbunden og ved transport og nedsænkning af tunnelelementer.
Planen er, at mandskab fra Søværnets Operative Kommando og WSD Nord skal assistere den kommercielle skibstrafik, mens Femern A/S skal tage sig af den søværts arbejdstrafik i forbindelse med tunnelbyggeriet.

Med hensyn til beredskab og redningsindsats under byggeriet på Femern Bælt er der planlagt drøftelser mellem myndigheder i Tyskland og Danmark for at vurdere behovet for eventuelle ekstra tiltag om blandt andet af  redningsudstyr og -mandskab.
 

Et døgnbemandet radarsystem skal overvåge og vejlede skibstrafikken under byggeriet af Femern Bælt tunnelen.

Offentliggjort Sidst opdateret