Prøvestøbning af betonelement

Det er på dette område, en produktionslinje i mindre skala er blevet opført, som i marts skal foretage en prøvestøbning af et betonelement. Foto: Anders Knudsen

I marts begynder arbejdet med at teste produktionsprocessen af betonelementer på Femern-projektet.

Offentliggjort Sidst opdateret

I øjeblikket er arbejdet i fuld gang med at opføre tunnel-elementfabrikken, som skal producere betonelementer til Femern-forbindelsen.

På et område, der er lige så stort som 310 fodboldbaner, er stålkonstruktionen til en del af den første ud af tre produktionshaller rejst.

Tunnel-elementfabrikken ventes at stå klar i 2023, men allerede nu går arbejdet i gang med at teste produktionsmetoden og betonens kvaliteter.

Prøvestøbningen foregår på en nyetableret produktionslinje i mindre skala ved siden af, hvor den store tunnel-elementfabrik opføres.

Første prøvestøbning foretages i marts for at simulere produktionsprocessen, teste i fuldskala og optimere og fintune hele støbeoperationen.

- Der bliver udtaget en lang række boreprøver med henblik på at verificere kvaliteten af prøvestøbningen, siger Jesper Bøgh, kommunikationsmedarbejder hos Femern A/S.

Under produktionen af selve tunnelelementerne vil prøvestøbningen blive brugt som reference, så man kan kontrollere styrken og andre forhold præcist.

Prøvestøbningen bliver også brugt til prøveinstallationer, så man på forhånd har simuleret det store arbejde, inden man gør det i tunnelen.

I prøve-området kan der støbes 100 kubikmeter beton i timen. Til sammenligning ventes der på elementfabrikken at blive støbt cirka 600 kubikmeter beton i timen.

Prøvestøbningen bliver kun af ét segment, der bliver 24 meter langt. De rigtige tunnel-elementer kommer til at bestå af ni segmenter, der limes sammen til store stykker på 217 meter.

Når tunnelfabrikken står klar, vil der blive seks produktionslinjer i tre produktionshaller. De fem af dem skal producere 79 standardelementer til tunnelen på havbunden af Femern Bælt, mens den sidste produktionslinje skal producere 10 specialelementer, som indeholder en kælderetage til brug for udstyr til tunnelens drift og vedligeholdelse.

Et standardelement kommer til at veje 73.000 ton.

Når tunnelelementerne er produceret, får de monteret vandtætte skotter i begge ender, bliver skubbet ud i flydedokken i arbejdshavnen og sejlet ud og sænket ned i tunnelrenden i Femern Bælt ved hjælp af slæbebåde.

Elementerne sænkes ned på havbunden med høj præcision og kobles omhyggeligt sammen. Skotterne har et mellemrum, og når vandet imellem dem pumpes ud, skabes der et stort undertryk, der sikrer en helt vandtæt sammenkobling.