Et af de helt store danske transportselskaber, Blue Water Shipping A/S, Esbjerg, etablerer kontor i Rødby-området i løbet af 2011.
Virksomheden rykker ind med planen om at kunne sikre sig transportopgaver i forbindelse med byggeriet af Femern Bælt-forbindelsen.
- Vi vil være helt tæt på, sagde Bent Lange fra Blue Water Shipping, da han talte ved den logistik-konference, organisationen Belt Trade holdt i Lübeck tirsdag. Bent Lange er udviklingsdirektør i Blue Water Shipping, og samtidig projektkoordinator på virksomhedens satsning på Femern Bælt-projektet.
I første omgang er det besluttet at etablere sig på den danske side af Femern Bælt - men Blue Water overvejer også at få et kontor på den tyske side.
Ideen er at man med lokal placering vil være klar til at tage i mod dem, der har transportopgaver i forbindelse med byggeriet.
Ved at være til stede, forventer Blue Water Shipping at blive det nærliggende valg, fordi man fra Rødby-kontoret vil kunne yde vejledning og give en pris på de konkrete opgaver.
Med et eksisterende net af 51 kontorer i 26 lande, og med omkring 850 ansatte, tilbyder Blue Water Shipping at løse alle former for transportopgaver - og ser derfor også gerne, at det ender med en broløsning: For Blue Water Shipping byder gerne ind på opgaven med at sejle præfabrikerede brosektioner fra produktionsstedet hvor som helst i verden, og til byggepladsen i Femern Bælt.
- Vi kan håndtere alt fra transport af byggematerialer til små, vigtige ting, der skal hentes hurtigt et eller andet sted i verden, fortalte Bent Lange på konferencen i Lübeck.
Han tilføjede at Blue Water Shipping har satset på at opbygge intern ekspertise på mange områder, så man kan påtage sig transportløsninger i deres helhed.
Forsinkelsen af Femern Bælt-byggeriet har ikke påvirket beslutningen om at etablere sig i Rødby-området i løbet af det kommende år.
- For os gælder det også om at få opbygget et lokalt netværk, og høste lokal erfaring så vi er klar, siger Bent Lange, der også vil benytte etableringen i Rødby til at synliggøre Blue Water i tilknytning til Femern Bælt-byggeriet.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet