Turisme på tunnelbyggeri

På workshoppen deltog repræsentanter fra blandt andet Museum Lolland-Falster, Visit Lolland-Falster og Guldborgsund og Næstved kommuner. Foto: Peter Levinsen Hansen

Danske og tyske aktører diskuterede muligheder for turisme.

Offentliggjort Sidst opdateret

RØDBYHAVN Folk fra tyske og danske organisationer, virksomheder og forvaltninger mødtes i går i fællesskab i Rødbyhavn Sportshals kantine til en diskussion om, hvor Europas største infrastrukturprojekt, byggeriet af Femern Bælt-tunnelen, kan øge regionens attraktivitet overfor turister.

Femern Belt Development havde i samarbejde med kultKIT inviteret aktørerne til en workshop for at belyse potentialet i byggepladsturisme i forbindelse med opførelsen af tunnelen og for at definere de første skridt til en eventuel udnyttelse af dette potentiale.

Til deltagerne var oplæg fra Femern A/S om blandt andet de tiltag, som allerede eksisterer, eksempelvis Femern A/S Besøgscenter, og Metroselskabet, der fortalte om turismetiltag, der var taget under metrobyggeriet i København.

Derudover fik deltagerne mulighed for at se tunnelbyggeriet med egne øjne under et besøg af byggepladsen til den kommende tunnelelementfabrik.

Patrick Jarosczinsky fra Femern Belt Development styrede slagets gang og er godt tilfreds med udbyttet fra dagens workshop.

- Det er gået som planlagt. Der var lidt inspiration og muligheder for, at folk kan skabe noget samarbejde og nogle produkter henover bæltet. Og samtidig er der god kommunikation med bygherren og de forskellige organisationer, fortæller Patrick Jarosczinsky og fortsætter:

- En ting, der var vigtigt, var også at få kigget på målgrupperne. Altså indbyggere, turister og også fagfolk. Og det er jo selvfølgelig på begge sider af Femern Bælt.

En af de ting, man vil derfor vil kigge på ovenpå workshoppen, er at udvikle en kommunikationsplan, der kan give nogle bud på en fælles turismestrategi på både dansk og tysk side.

Der er ikke planlagt yderligere workshops, men Patrick Jarosczinsky er ikke afvisende overfor at holde lignende i fremtiden.

- Nu har folk fået set og lært hinanden lidt bedre at kende. Og jeg tror klart, at vi kommer til at udvikle noget fremadrettet, fortæller han.

Arrangementet var finansieret af kultKITs projektpartnere og med støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling via EU-programmet "Interreg Deutschland-Danmark".

En del af workshoppen var besøg på byggepladsen til den kommende tunnelelementfabrik. Foto: Peter Levinsen Hansen
På byggepladsen blev der fortalt om tunnelbyen, elementfabrikken og den kommende prøvestøbning af et tunnelelement, der kan ses her i baggrunden. Foto: Peter Levinsen Hansen
Deltagerne talte folk fra både danske og tyske myndigheder og kulturinstitutioner og -tilbud. Foto: Peter Levinsen Hansen
Christian Bjerregaard fra Metroselskabet fortalte om turismetiltag, man havde lavet under det københavnske metrobyggeri. Foto: Peter Levinsen Hansen
De danske deltagere var valgt med hjælp fra blandt andet kultKIT i Guldborgsund og Lolland kommuner, fortæller Patrick Jarosczinsky fra Femern Belt Development. Foto: Peter Levinsen Hansen
De danske deltagere var valgt med hjælp fra blandt andet kultKIT i Guldborgsund og Lolland kommuner, fortæller Patrick Jarosczinsky fra Femern Belt Development. Foto: Peter Levinsen Hansen