Tvivlen ulmer men minister er sikker: Placering ved Femern er ideel til hotel og turisme

Siden landdistriktsminister Morten Dahlin (V) i august annoncerede, at regeringen støtter Lolland Kommunes ønske om hoteller ved forlandet ved Rødbyhavn, har både Enhedslisten og De Radikale spurgt til konsekvenserne. Foto: David Arnholm

By-, land- og kirkeministeren forsvarer planen om hoteller ved Rødbyhavn.

Offentliggjort Sidst opdateret

RØDBYHAVN: Betænkelighederne ved de store planer om nye hoteller ved Rødbyhavn rumler fortsat på Christiansborg. Her har både Enhedslisten og De Radikale spurgt til projektet, som handler om at bygge hoteller tæt på kysten ved det nye forland, der er skabt af opgravet materiale fra den rende, der er gravet til Femern-tunnelen.

Blandt andet har Stinus Lindgreen (R) spurgt by-, land- og kirkeminister Morten Dahlin (V), om han er enig i, "at det vil være et brud med forliget om etablering af Femern-forbindelsen og stride mod anlægsloven vedrørende Femern-forbindelsen, hvis man vælger at imødese Lolland Kommunes turismeprojekt på Forlandet?"

Ministeren svarer, at anvendelsen af forlandet er bundet af loven om anlæg og drift af Femern-forbindelsen. Loven forpligter nemlig Femern A/S til at etablere landområder til natur og rekreative aktiviteter, herunder erstatningsnatur.

"Den natur, der forsvinder ved anlæg af Femern Bælt-forbindelsen, skal erstattes af ny natur, og loven foreskriver, at der med projektet bliver etableret tre gange så store naturområder, som det færdige anlæg beslaglægger", skriver Morten Dahlin, og han fortsætter:

Den natur, der forsvinder ved anlæg af Femern Bælt-forbindelsen, skal erstattes af ny natur.

Morten Dahlin (V), by-, land- og kirkeminister

En ændret anvendelse eller udformning af Forlandet forudsætter, at der først gennemføres en miljøkonsekvensvurdering, og at forudsætningerne om erstatningsnatur i miljøkonsekvensvurderingen af Femern Bælt-forbindelsen fortsat opfyldes. Herefter vil det kræve en ændring af anlægs- og driftsloven.

Ambitiøst turismeprojekt

Også Stinus Lindgrens partifælle Zenia Stampe har spurgt til projektet. Hun vil vide, om Morten Dahlin er enig i, at projektet vil kræve, at man - i strid med anlægsloven for Femern-projektet - skal flytte strandbeskyttelseslinjen?

Til det spørgsmål kommer ministeren med et længere svar, hvor han taler varmt for planerne.

"Realiseringen af Lolland Kommunes ønske om et ambitiøst turismeprojekt vil skabe vækst, udvikling og arbejdspladser lokalt på Lolland. Projektet vil med tiltrækning af private investeringer potentielt kunne rumme både naturrum og bebyggelse på et areal, som er dobbelt så stort som Amager Strandpark", skriver Morten Dahlin.

Han gentager, at det vil kræve en ændring af anlægsloven, men understreger, at Lolland Kommune også skal gøre en indsats:

"Det bemærkes, at det er en forudsætning for realiseringen af et turismeprojekt, at Lolland Kommune udformer et projekt, der tager højde for håndteringen af oversvømmelsesrisikoen og sikring af alternativ erstatningsnatur. Derudover skal der gennemføres en miljøkonsekvensvurdering af projektet."

En særlig situation

Og så når han til spørgsmålet om strandbeskyttelseslinjen:

"Der er på nuværende tidspunkt ikke taget stilling til strandbeskyttelseslinjen i forhold til gennemførelse af et kommende turismeprojekt ved Lollands sydkyst. Der er tale om en særlig situation, hvor der i forbindelse med etablering af Femern-forbindelsen tilvejebringes et nye landareal med en ideel placering for et større turismeprojekt med mulighed for at tiltrække turister fra både Danmark og Nordeuropa. Der kan således blive tale en et større anlæg, end hvad der tidligere har været givet tilladelse til inden for strandbeskyttelseslinjen."

Morten Dahlin gør det også klart, at regeringen støtter planen:

"Regeringen stiller sig positiv over for Lolland Kommunes ønske om at fremme et turismeprojekt ved Rødby Havn. Når der foreligger et opdateret projekt fra Lolland Kommune, vil transportministeren inddrage forligskredsen bag Femern Bælt-forbindelsen."