Tysk modstand kan forsinke både tog og Storstrømsbro

Således kommer den nye Storstrømsbro til at se ud - når den engang bliver færdig. Foto: Arkivgrafik: Vejdirektoratet

Minister erkender at tysk tøven kan forsinke både hurtigere tog på Sydbanen og byggeri af Storstrømsbro.

Offentliggjort Sidst opdateret

I dag skal Folketinget førstebehandle anlægsloven for Femernforbindelsen.
Fra dansk side en anlægslov, som har været ventet længe, men fra tysk side er begejstringen knap så stor.

Længe har det været kendt, at man fra tysk side, udover en udbredt modstand mod forbindelsen, også bliver færdig med landanlæg og opgraderingen af togforbindelse meget senere end de danske planer for, hvornår hele byggeriet skal stå færdig.

Transportminister Magnus Heuniche åbner nu også for en erkendelse af, at den tyske nedprioritering af byggeriet kan komme til at forsinke både opgraderingen af Sydbanen, togstrækningen mellem Rødby og København, og den nye Storstrømsbro. Det gør han i et brev til Folketingets Transportudvalg dateret den 11. marts.

I et brevet fra ministeren til Folketingets Transportudvalg nævnes det, at strækningen skal koordineres med færdiggørelsen af Femernforbindelsen.
”På baggrund af den mulige tilpasning af tidsplanen udskyder Banedanmark indgåelse af kontrakter for de forskellige anlægsarbejder, indtil der foreligger beslutning om en ny tidsplan”.

Netop usikkerheden omkring tidsplanen for færdiggørelsen af Femernforbindelsen fik Banedanmark til i sidste uge at forlænge udbudsrunden om anlægsarbejder, indtil der foreligger beslutning om en ny tidsplan.

Ministeren specificerer i notatet, hvilke forsinkelser tidplanen dermed får.


De seks igangværende udbudsforløb forlænges således, at indgåelse af aftalerne kan udskydes til slutningen af 2015 eller starten af 2016.


De øvrige udbud forberedes således, at udskydelse mellem et og flere år kan håndteres.

Når der er truffet beslutning om, hvilken tidsplan Ringsted-Femern Banen skal udføres efter, vil udbudsmaterialet blive opdateret i henhold til den besluttede tidsplan, og de resterende udbud genplanlægges i lyset af den besluttede tidsplan. Udbudsrunden var ellers sat til at slutte i morgen torsdag.

En forsinkelse kommer dog ikke til at berøre de vejbroer, som i øjeblikket er under udskiftning på Lolland-Falster, skriver ministeren i brevet.

Anlægsloven er øverste punkt på dagsordenen, når Folketinget onsdag mødes klokken 13.