Elevrådsformand Karoline Follemand fra 2. hf blev interviewet at tv-værten Adam Duvå Hall. Hun fortalte, at hun, for at finde ud af, hvor hun ville sætte sit kryds, havde taget kandidattesten, ligesom hun også havde været hjulpet af et vælgermøde for de unge på Campus Nakskov. Foto: Jan Knudsen.Foto:Jan Knudsen FT
De unge gymnasieelever på Nakskov Gymnasium og Hf havde besøg af TV2's morgenprogram Go'morgen Danmark, som fulgte dem fra morgensamling til stemmeboks.
NAKSKOV: - Der skal fyldes op på de forreste pladser, lød opfordringen til de unge gymnasieelever, da de indfandt sig til morgensamling i teatersalen på Campus Nakskov på valgdagen.
Lige de pladser var der dog ikke rift om. For selvom flere af de fremmødte elever gav udtryk for, at det var nyt, sjovt, anderledes og spændende at have besøg af landsdækkende tv, så var trangen til at blive filmet og ende på skærmen ikke overvældende. Efter lidt overtalelse lykkedes det dog at fylde samtlige sæder, og værterne Ida Wohlert og Adam Duvå Hall gjorde også deres for at etablere en afslappet stemning op til live-sendingens begyndelse ved at joke lidt med de unge om de voksnes hang til højtidelighed, når det gælder demokratiets festdag.
- Demokratiets festdag... det er sådan noget, de voksne altid siger, og det lyder røvsygt, sagde tv-værten Adam Duvå Hall og udløste latter.
Demokratiets festdag... det er sådan noget, de voksne altid siger, og det lyder røvsygt.
Vært på TV2 Adam Duvå Hall
Ikke desto mindre var netop vigtigheden af at deltage i demokratiets festdag omdrejningspunktet for tv-kanalens besøg på valgdagen.
- Vi skal have banket jeres stemmeprocent op, og det skal I hjælpe med, sagde tv-værten Ida Wohlert.
Annonce
Ved sidste folketingsvalg 5. juni 2019 var stemmeprocenten i Lollandkredsen nemlig landets laveste, og det var derfor, morgenprogrammet havde udset sig Lolland til en live-sending.
Rektor i 35 minutter
Den absolut nytiltrådte rektor Lars Erik Petersen, der havde sin første arbejdsdag, kunne lige nå at præsentere sig for eleverne til morgensamlingen, inden det hele gik i gang.
- Jeg har glædet mig, men dagen i dag er lidt vild, sagde han.
Han skulle nemlig interviewes på scenen af landsdækkende tv efter at have været rektor i blot 35 minutter.
Rektor Lars Erik Petersen kunne fortælle tv-værten Ida Wohlert, at han ikke var bekymret for, om de stemmeberettigede unge på Nakskov Gymnasium og Hf ville benytte deres stemmeret. - De er demokratisk dannede og er blevet undervist i de forskellige partier. De, der må stemme, skal nok stemme, sagde han. Foto: Jan KnudsenFoto:Jan Knudsen FT
- En af de ting, bestyrelsen bad mig om, da jeg blev ansat, var en ny mediestrategi, fortalte rektor.
- Jeg sagde til dem, at der går nok en rum tid.
Men det gjorde der ikke.
- For så blev jeg ringet op af en journalist fra TV2, der gerne ville sende herfra, fortalte han og efterspurgte derefter for sjov DR's tilstedeværelse, som var han allerede forvænt med nem adgang til stor mediebevågenhed.
Elevrådsformand Karoline Follemand blev også interviewet. Hun fortalte, at hun ville sætte sit kryds efter især tre ting:
Annonce
- Krigen i Ukraine, klima og så selvfølgelig, at vi er på Lolland, og at vi har nogle udfordringer her, som vi skal have løst, sagde hun.
Derefter spillede elever fra 3.C nummeret "Come together" af The Beatles, hvorefter alle bevægede sig til Nakskov Idrætscenter, som er det største valgsted i Lolland Kommune og i Region Sjælland med 6.627 stemmeberettigede. Undervejs fra teatersalen til stemmeurnerne i idrætscentret blev eleverne Ida Flyvmose Schmidt og Katja Noa Christensen interviewet gående af tv-værterne.
Rigtigt og forkert at gøre
Eleverne blev dog først gennet ind i hal 2, hvor valgstyrerformand Tom Larsen fortalte om, hvordan et valg foregår.
Tom Larsen gav en kort introduktion til stemmesedler og valgprocedurer. Foto: Jan Knudsen.Foto:Jan Knudsen FT
Derefter gik turen ind i hal 1, hvor de stemmeberettigede af eleverne, som i øvrigt havde Nakskov Idrætscenter som deres valgsted, kunne afgive deres stemme. Det gjorde blandt andre elevrådsformanden Karoline Follemand.
Karoline Follemand var hurtigt ude af stemmeboksen med en udfyldt stemmeseddel. Hun vidste nøjagtig, hvor hun ville sætte sit kryds. Foto: Jan KnudsenFoto:Jan Knudsen FT
Hun havde prøvet at stemme en gang allerede.
- Jeg stemte til kommunalvalget, for det var dagen efter min 18-års fødselsdag, fortalte hun.
Men det var første gang, hun skulle stemme til et folketingsvalg.
- Det er spændende og rart at kunne bruge sin demokratiske ret, sagde hun.
Selvom den seneste Gallup-undersøgelse, lavet i de sidste to døgn op til valgdagen, har vist, at 24 procent af vælgerne har følt sig i tvivl om, hvor de skal sætte deres kryds, hører Karoline Follemand ikke til blandt tvivlerne.
Annonce
- Jeg ved godt, hvor jeg ligger partipolitisk. Det var mere, om jeg skulle stemme på en lokal kandidat, og det har jeg valgt at gøre, fortalte hun.
De unge vælgere havde sat sig ind i tingene
De, der ikke skulle stemme i "stemmefrikvarteret", havde efter anvisning fra Tom Larsen indfundet sig på bænkerækkerne i hallen for at tage valghandlingen i åsyn.
Her sad blandt andre fire unge kvinder fra 2. hf, som alle var stemmeberettigede. To af dem skulle stemme i Rudbjerghallen i Dannemare, en tredje ville gøre det i aften, fordi hun ikke lige havde sit valgkort med. Hun skulle ellers stemme i idrætscentret.
Hf-eleverne Emma Bentø, Katrine Birch, Fie Hansen og Nadia Rolighed skal alle stemme til valget. Foto: Jan KnudsenFoto:Jan Knudsen FT
Nadia Rolighed fortalte, at hun var blevet afklaret med, hvor krydset skulle sættes til det vælgermøde, der var blevet afholdt for eleverne på Campus Nakskov 13. oktober. Fie Hansen havde brugt kandidattesten til at finde den rette kandidat fra det parti, som hun ville stemme på.
- Det er fedt at skulle stemme, sagde hun, der er førstegangsvælger.
Det er Katrine Birch også.
- Det er underligt. Nu har man ret til at kunne vælge, sagde hun.
Det er underligt. Nu har man ret til at kunne vælge.
Førstegangsvælger Katrine Birch
Hun havde besluttet sig for, hvad hun vil stemme. Det havde hun gjort ved at tage kandidattesten og så undersøge tre kandidater nærmere derefter.
Emma Bentø har prøvet at stemme til mange valg, idet hun er lidt ældre end de andre tre. Hun har været meget opsøgende på valgarrangementer.
Annonce
- Jeg var blandt andet til politikerbanko med syv kandidater i Maribo, fortalte hun.
Hun havde nemlig denne gang været i tvivl. Ligesom ganske mange andre vælgere tilsyneladende har været det.
De unges svar bekræftede rektors antagelse om, at der ikke er grund til bekymring, når det gælder de unge på gymnasiet. De gør brug af deres stemmeret.
- Det er ikke de unge og uddannede, der er udfordringen. Det er de ældre og uuddannede, der kan være svære at mobilisere, forklarede rektor med henvisning til sin faglighed som cand. mag i samfundsfag.
Men derfor kunne de unge godt slå et slag for, at man skal benytte sin stemmeret, mente han. Så det gjorde de.
Annonce
- De kan også gå hjem bagefter og spørge deres forældre, om de har husket at stemme.
Seneste artikler
Her er NFH's Champions League-modstandere
Politikere enige: Det går simpelthen ikke
Sommeren skudt i gang i Revykøbing
Revyen i Tivoli er genfødt
Livreddere klar på Marielyst Strand
Mest læste artikler
Politiet undersøger mistænkelige dødsfald på Falster
Ny restaurantejer: - Der skal være noget for enhver smag
Chokeret nabo: - Det er sgu underligt i sådan en lille by
Medie: Lollik savnet efter kæntring
Lolland kan lukke skoler og plejecentre igen