LOKALE KANDIDATER: STORT POTENTIALE I AT BEHOLDE FABRIK
Jesper Bøgh fra Femern A/S viste Claus Dyrmose (K), Kasper Roug (S), Kim Malmberg Hansen (DF) og John Vind (DF) rundt i Femern A/S' besøgscenter og på byggepladsen ved tunnelelementfabrikken. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Der skal arbejdes fælles politisk for at beholde elementfabrik og trække videnstunge uddannelser til Lolland-Falster, mener lokale folketingskandidater.
RØDBYHAVN: Folketingskandidaterne, der stiller op på Lolland, John Vind (DF), Kasper Roug (S) og Claus Dyremose (K), samt Kim Malmberg Hansen (DF), der stiller op i Kalundborg, besøgte onsdag Femern-byggeriet for at se projektet ved selvsyn og debattere projektets muligheder.
- Der er jo et kæmpe potentiale i det. Og efter 2029 ser vi også et potentiale i arbejdspladser hernede og bosætning, siger John Vind.
- Jeg er meget optaget af, at når det her bliver etableret, så får vi tværforbindelsen op til Kalundborg. Når man ser kortet i besøgscenteret, giver det rigtig meget mening at få den lavet i forhold til vores turisme og erhverv, supplerer Kim Malmberg Hansen.
Der er det vigtigt, at vi trækker på samme hammel i forhold til, også tværpolitisk, at vi skal se det her som noget, der er vigtigt også efter 2029.
Kasper Roug
Turismen på Lolland og Falster er en vigtig del af fremtiden, når projektet er færdigt, tilføjer Claus Dyremose.
- Når forbindelsen står færdig, skal vi have det med, for at det også kan give vækstpotentiale for Lolland-Falster, fortæller Claus Dyremose.
Annonce
Det er i den forbindelse vigtigt at samarbejde de lokale kandidater imellem for at nå i mål med dette, mener Kasper Roug.
- Det, der er vigtigst, synes jeg, er, at vi politisk hele tiden sørger for at bakke op om, at fabrikken skal permanentgøres. Vi skal have flyttet kystlinjen 500 meter fra den gamle til den nye kyst. Og vi skal have etableret nogle ordentlige uddannelsespladser. Der er det vigtigt, at vi trækker på samme hammel i forhold til, også tværpolitisk, at vi skal se det her som noget, der er vigtigt også efter 2029. For det arbejde - med hvad der skal ske efter 2029 - er det, vi skal forberede og arbejde på nu. Det kræver politisk mod og samarbejde, og at vi ser hinanden som et lokalt team hernede og ikke kun politiske med- og modspillere, fortæller han.
Netop tunnelelementfabrikken, der i øjeblikket er ved at blive bygget ved Rødbyhavn, skal blive stående, når Femern Bælt-projektet er færdigt, mente alle kandidaterne.
- Elementfabrikken kan bruges til kystsikring, til fundamenter til havvindmøller, til broelementer, og så kan den bruges, hvis der i Sverige, Norge, England, eller hvor det nu er, er brug for det, siger John Vind.
- Og hvis man laver Kattegatforbindelsen med en tunnel, så ligger fabrikken jo allerede hernede, supplerer Kim Malmberg Hansen.
Det skal dog også sikres, at en eventuel permanentgørelse af fabrikken bliver gjort ordentligt.
- Det hjælper ikke noget, at Femern A/S og Sund & Bælt bare siger til Lolland Kommune: "Her er nøglerne, og så kan I have held og lykke med det". Vi har brug for, at de ikke slipper det helt. De skal sørge for at få lavet en blød overgang, så vi kan få folk med ekspertise ind og drive det her. Det har kommunen ikke ressourcer til at få op og flyve. Vi har brug for den bløde overgang mellem Sund & Bælt og et offentligt-privat samarbejde, fortæller Kasper Roug.
En permanent elementfabrik på det sydlige Lolland vil kunne være med til at give lokal vækst, mener kandidaterne.
- Der må være et potentiale til at kunne udnytte den fremadrettet, når man har bygget den, siger Claus Dyremose.
- Der er brug for at løfte området. Nu kører serien om Carmen Curlers, og hvordan det løftede Kalundborg. Kan man gøre noget lignende hernede, om det bliver fabrikken eller andre ting, så skal man gøre det, supplerer Kim Malmberg Hansen.
Annonce
Elementfabrikken vil kræve masser af arbejdskraft, og her skal der arbejdes på, at den stammer fra lokalområdet.
- Der vil være noget videnstungt, som ikke nødvendigvis er lokale arbejdspladser, men det er selvfølgelig vigtigt at få så mange lokale ind som muligt, fortæller Kim Malmberg Hansen.
- Allerede nu kommer byggeriet rigtig mange lokale virksomheder til gode, og sådan vil det også være fremadrettet, hvis elementfabrikken bliver der. Så vil der både komme lokale, men der vil også være behov for, at arbejdskraften kommer andre steder fra, tilføjer Claus Dyreholm.
Derfor ønsker John Vind også at arbejde for at få ingeniøruddannelser til Lolland-Falster.
- Lige nu kan de bruges på Femern Bælt og elementfabrikken. Når gasledningen kommer, også nogle biogasanlæg, der skal bygges. Der skal der også bruges nogle ingeniører til. Og når de så begynder at komme, og andre virksomheder, der har øje på at komme herned, også kommer, skal der bruges ingeniører til det også. Så ingeniøruddannelsen favner bredt hernede og vil give rigtig god mening, siger John Vind.
Besøget på Femern-byggeriet var arrangeret af John Vind og Dansk Folkeparti Lolland. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Seneste artikler
Søstre har stor tilknytning til broerne: - En særlig dag for os med både glæde og vemod
Ny minister til Folketidende: - Sikke’ en folkefest
Kai og Nanna fik overrakt hæfter til kronprinsens chauffør
Kronprinsen på broen
Kronprinsen til stor brofest
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen