VEJRET ER BEDRE END HUMØRET

Iben Krog (nummer to fra venstre) omgivet af partistøtter under tirsdag aftens Venstre-valgcafé i Østofte. Foto: Nils Lund Pedersen

Solens skinner over Sydhavsøerne onsdag formiddag. Men inde i Iben Krogs hoved er der ikke så meget solskin ovenpå tirsdagens valgresultat.

Offentliggjort Sidst opdateret

Venstre fik ikke det valg, partiet havde håbet på, og spidskandidaten i Lollandkredsen, Iben Krog, lægger da heller ikke skjul på, at hun er skuffet dagen derpå.

- Solen skinner, men valgresultatet er ikke så godt. Venstre er gået tilbage - og mere end jeg havde regnet med. Og det, at vi kun får tre mandater i Sjællands Storkreds (en tilbagegang på fire mandater, red.), gør det rigtigt svært, siger hun om sine egne chancer for at blive valgt.

Partiet har i øjeblikket fire folketingsmedlemmer, der er valgt i Sjællands Storkreds, og Iben Krog forventer, at der nok er en vis sandsynlighed for, at de tre mandater måske skal fordeles imellem dem.

Hun har dog ikke opgivet alt håb endnu, før de personlige stemmer er talt op.

- Det er stadig muligt, men det er ikke til at sige, hvordan de personlige stemmer ligger.

Hun føler selv, at hun har ført en god valgkamp.

- Jeg kan ikke se. hvordan jeg skulle have kunnet føre en mere aktiv valgkamp, end jeg har gjort, og der er fantastisk mange, som har hjulpet mig, siger hun.

Hun fortæller, at hun undervejs i valgkampen har fået meget sympati og støtte fra de vælgere, hun har mødt, men en del af dem har også fortalt, at de ikke ville stemme Venstre denne gang.

I løbet af eftermiddagen onsdag ventes de personlige stemmer at være talt op, og så ved vi mere om, hvorvidt Iben Krog bliver medlem af Folketinget eller ej.