300 flere blev arbejdsløse i oktober
Køen af arbejdsløse steg i oktober med 300 personer og er nu på 151.300. Det svarer til 5,7 procent af arbejdsstyrken, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Dermed fortsætter ledighedsprocenten med at være uændret, hvad den nu har været de seneste fem måneder i træk. Den nuværende registerbaserede ledighedsprocent er samtidig den laveste i fire år, oplyser Danmarks Statistik.
Det er primært unge mellem 25 og 29 år, der har svært ved at finde job og komme ud af ledighedskøen. 9,8 procent af de unge i arbejdsstyrken står uden job.
Lavest er ledigheden for de 60-63-årige, hvor kun 3,5 procent af arbejdsstyrken i denne aldersgruppe stod i køen af ledige i sidste måned.
Cheføkonom i Danske Bank, Steen Bocian, hæfter sig dog ved, at der i de nye AKU-tal - der er en arbejdskraftundersøgelse - er tale om et fald i ledigheden i forhold til de registrerede tal.
- Kigger man på de nye månedlige AKU-tal, så viser de til gengæld et fald i ledigheden, så den i oktober var på 193.000 personer, siger Steen Bocian i en skriftlig kommentar.
Cheføkonomen tilføjer dog, at de månedlige AKU-tal statistisk set er noget mere usikre end de officielle ledighedstal. Men samlet set viser ledighedstallene, at arbejdsmarkedet fortsat er skrøbeligt.
- Den økonomiske vækst er endnu ikke stærk nok til at sikre en mere klar vending på arbejdsmarkedet. Vi forventer, at vi over det kommende år kommer til at se lidt bedre tendenser på arbejdsmarkedet, siger Steen Bocian.
Cheføkonom i Nordea, Helge J. Pedersen, peger på, at tallene retfærdiggør den lempeligere finanspolitik, som regeringen har aftalt med Venstre og De Konservative i finansloven for næste år.
- Udviklingen retfærdiggør, at finanspolitikken i 2014 har en svagt positiv effekt på den økonomiske aktivitet - uden at kommen i konflikt med budgetlovens krav, siger Helge J. Pedersen.
Han peger samtidig på, at rigtig mange er gået ufrivilligt på deltid, fordi de ikke kan få fuld beskæftigelse.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde