3F-boss: Medlemsflugt er vores største udfordring

Medlemmerne fortsætter med at forsvinde fra 3F, og det er den helt store udfordring for forbundet i den kommende tid.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det siger den afgående 3F-formand, Poul Erik Skov Christensen, lørdag i sin sidste tale i spidsen for forbundet på en kongres i Aalborg.

- Vi har en stor udfordring i forhold til vores organisationsprocent. Det er der ingen grund til at lægge skjul på.

- Derfor bliver vi nødsaget til at fokusere vores kræfter, understreger han.

Den kommende 3F-formand og eneste kandidat til posten, Per Christensen, har også fremhævet medlemstabet som et af de væsentligste indsatsområder.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik har 3F siden 2011 mistet over 40.000 medlemmer og Flemming Ibsen, arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, vurderer, at der siver mellem 10.000 og 15.000 medlemmer årligt fra forbundet.

Af samme årsag er medlemsflugten også et af de store emner på kongressen.

Men Poul Erik Skov Christensen er optimistisk.

- Hvor vi blot for fire år siden havde svært ved at diskutere det her emne, oplever jeg en helt anden og mindre lukket tilgang i vores organisation i dag.

- Vi har rystet berøringsangsten af os, for vi bliver nødt til at diskutere, hvordan vi øger organisationsprocenten rent praktisk, mener formanden.

3F har særligt mistet medlemmer til de såkaldte gule fagforeninger, der er kendetegnet ved lavere kontingenter end de etablerede fagforeninger.

Og Poul Erik Skov Christensen opfordrer til at "gå i kødet på de gule".

- Det er ikke seriøst at reklamere med et fagforeningsmedlemskab, der svarer til prisen på en kvart aktie i Roskilde Bank før krakket, men med et indhold svarende til en hel aktie i Roskilde Bank efter krakket, siger han.

- Det er uden tvivl en udfordring. Og en udfordring, vi i den kommende periode vil søge at gå op imod med alle tænkelige midler.

/ritzau/