3F efter byggegigants konkurs: Vi er fortrøstningsfulde
De 3F'ere, som mandag mistede deres job som følge af byggegiganten E. Pihl og Søns pludselige konkurs, skal nok komme tilbage til arbejdet inden længe.
Det vurderer formanden for 3F's Byggegruppe, Peter Hougård Nielsen, der dog er mindre optimist på vegne af de mange underentreprenører, som beskæftiger især østeuropæiske håndværkere på en række af E. Pihl og Søns projekter.
- Jeg er ret fortrøstningsfuld over for, at vores folk kommer på plads på en eller anden måde. Allerede i morgen (tirsdag, red.) påbegynder vi forhandlinger om, hvorvidt der er andre aktører, som vil overtage vores folk på byggepladserne, siger han til Ritzau.
Men konkursen af en af landets største entreprenører kan altså trække dybere spor end som så, mener han:
- Det kan blive barskt for nogle underentreprenører. De er dybt afhængige af, at hovedentreprenøren er i live, men det er altså ikke længere tilfældet her.
Omkring 280 3F'ere har ifølge byggeformanden mistet deres job efter konkursen, mens E. Pihl og Søn i alt har haft omkring 2400 medarbejdere i ind- og udland.
Ifølge dr.dk mister omkring 1000 danske medarbejdere deres job som følge af konkursen. Dog er de sikret løn gennem Lønmodtagernes Garantifond, oplyser kurator advokat Henrik Steen Jensen.
E. Pihl og Søn er en sværvægter i dansk byggeri og står blandt andet bag Storebæltsbroen, Skuespilhuset og Operaen i København samt Danmarks nye nationalakvarium, Den Blå Planet.
Flere store byggeprojekter er da også sat på hold, efter at selskabet mandag måtte kaste håndklædet i ringen. Det gælder blandt andet Ny Nørreport Station i København og Bestsellers kontorbyggeri på havnefronten i Aarhus.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie