3F: Mere kontrol med østarbejdere er til alles fordel
Myndighederne bør gøre langt for mere for at kontrollere de vilkår, udlændinge arbejder under i Danmark.
Et strammere opsyn med den udenlandske arbejdskraft vil skaffe arbejde til ledige danskere og give flere indtægter til statskassen.
Det siger Peter Hougård Nielsen, formand for byggegruppen under 3F i en kommentar til en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
- Udlændinge har selvfølgelig ret til at arbejde her, hvis det sker på niveau med danske overenskomster. Men mange arbejdsgivere tager den korte vej og snyder, siger han.
Jyllands-Posten skriver på baggrund af analysen fra AE, at "der er et milliardbeløb at spare for det danske samfund, hvis danskere og i særdeleshed ledige dagpengemodtagere overtager nogle af de tusindvis af job, som i dag varetages af arbejdere fra østeuropæiske lande".
- Jeg kender ikke udregningen, men der udføres rigtigt meget sort arbejde eller arbejde til langt under overenskomsten af udlændinge. Og set i det perspektiv, er det klart for mig, at statskassen bliver snydt, siger Peter Hougård Nielsen.
Professor og tidligere overvismand Torben M. Andersen, Aarhus Universitet, kalder tallene for "relevante" i jobkrise-debatten og siger til Jyllands-Posten:
- Det er påfaldende, at vi en tid med høj ledighed stadig importerer arbejdskraft. Samfundsmæssigt er det uheldigt og dyrt, hvis der sker en fortrængning af dansk arbejdskraft.
3F presser myndighederne for at få dem til skærpe kontrollen med udenlandske arbejdere, hvoraf hovedparten kommer fra Østeuropa.
- Der er behov for, at myndighederne kontrollerer langt, langt mere. Det vil give arbejde til mange danske ledige og dermed øge statens indtægter. Og der vil fortsat være arbejde til udlændinge. Det vil bare være på lige vilkår, siger Peter Hougård Nielsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker