3Fs formand i Vejle truet med brandbombe
Trusselsbreve i en lind strøm er nu en del af den tilspidsede konflikt omkring Vejlegården.
Torsdag morgen modtog formanden for 3Fs Vejlekontor Martin Jensen trusselbrev fra en forening, der kalder sig "Forening for et frit Danmark og imod diktatur".
I brevet truer organisationen med, at kontoret i Vejle vil blive ødelagt med sten og brandbomber, hvis en anmeldt demonstration bliver gennemført lørdag.
"Det samme vil ske hos formanden Martin Jensen på hans private bopæl og så får egoisten Poul Erik Skov Christensen i Frederikssund også en tur, skriver foreningen i trusselsbrevet.
Foreningen truer med, at den også har billeder af blokadevagterne, og at foreningen har et godt samarbejde med Defence League".
Trusler mod konfliktens aktører hører ingen steder hjemme, mener forbundssekretær i 3F, Per Christensen. Han opfordrer alle aktører til at trække vejret og se de rigtige proportioner i den lovligt, varslede konflikt.
- Det med at begynde med trusler mod afdelingsformanden i Vejle, mod Vejlegården og vores egen formand er med til at udbrede konflikten til noget, som den overhovedet ikke kan rumme, siger han.
3F-formand Poul Erik Skov Christensen har modtaget flere anonyme trusler - heriblandt et telefonopkald og en mail med billeder af ham, hans familie og hans bolig.
Også konfliktens anden part, Vejlegårdens ejer Amin Skov Badrbeigi, har modtaget trusler. Således fik restaurantejeren for godt en uge siden en skarp patron i postkassen.
Konflikten mellem fagforeningen 3F og Vejlegården bunder i, at Amin Skov har valgt at opsige aftalen med den traditionelle fagbevægelse og i stedet indgå aftaler med Kristelig Fagforening, som er en såkaldt gul fagforening.
Umiddelbart er der ingen løsning på konflikten.
- Vi gør os store bestræbelser og anstrengelser for at finde en vej til at løse konflikten, så ingen taber ansigt. Men endnu har vi ikke fundet de vise sten, siger Per Christensen.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde